Mette Frederiksen: - Der er nu krig i Europa
- Der er nu krig i Europa.
Sådan siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde torsdag eftermiddag, hvor hun kalder den russiske militæroperation for en "fuld invasion" af Ukraine.
- I dag er en mørk dag for freden i verden. Vi ser et militært angreb på en fredelig, fri og suveræn nation, siger hun.
Torsdag vågnede det ukrainske folk op til et russiske angreb på flere større byer i landet.
- Situationen udvikler sig hastigt. Missiler har ramt mange steder i Ukraine, og russiske soldater er trængt ind i landet. Det er en mørk dag for verden, siger Mette Frederiksen.
- Vi forventer, at der er tale om en længerevarende international krise. Potentielt med store omkostninger for det danske samfund, siger statsministeren.
Ingen konkret trussel mod Danmark, men...
Mette Frederiksen fortæller, at der ikke er nogen konkret trussel mod Danmark lige nu, men det er ikke uden betydning for danskerne.
- Der er ikke en konkret trussel mod Danmark. Men der er en militær invasion af Ukraine og det vil få betydning i Danmark.
- Det vil få betydning for vores økonomi og vores energiforsyning.
- Vi træder ind i en mere usikker tid og en krig på europæisk jord vil have omkostninger, siger statsminister Mette Frederiksen på pressemødet om Ruslands invasion af Ukraine.
Skamplet for Rusland
Også udenrigsminister Jeppe Kofod (S) fordømmer den russiske invasion.
- Det er en skamplet på Ruslands historie.
-Rusland bærer det fulde ansvar for den menneskelige lidelse, der sker. Og det skal have konsekvenser, siger ministeren.
Her understreger han også, at man i de seneste uger har bedt danskere om at forlade Ukraine.
- Heldigvis er mange rejst. Der er på nuværende tidspunkt omkring 100 danskere i Ukraine. De fleste er fastboende, der nsker at blive i landet, forsætter han.
De danske diplomater har forladt landet.