Nyheder25. februar 2022

Dansk gigant lukker i Ukraine

Russisk angreb får Jysk til at lukke butikker i Ukraine
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/fj-00011464.jpg
 Arkivfoto: Karl Ravn

Den danske detailkoncern Jysk har besluttet midlertidigt at lukke sine butikker i Ukraine.

Det sker som følge af Ruslands angreb mod Ukraine. Det skriver Finans.

Jysk har i alt 86 butikker i Ukraine. De holder nu alle sammen dørene lukket i en periode, fortæller Rune Jungberg Pedersen, kommunikationsdirektør i Lars Larsen Group, der står bag Jysk-kæden.

- Det vigtigste for os i denne situation er medarbejdernes sikkerhed. Derfor har vi valgt at lukke alle butikkerne i landet indtil videre.

- Samtidig er der stort fokus på, hvad vi kan gøre for medarbejderne i landet i denne situation.

- Det arbejder især vores lokale ledelse i Ukraine intenst med, siger Rune Jungberg Pedersen til Finans.

Her er de

På verdensplan har Jysk 3085 butikker i 50 lande. Lukningen af de 86 butikker i Ukraine er derfor kun en mindre del af kædens samlede aktiviteter.

Jysk har også 13 butikker i Rusland, hvor den første butik åbnede i 2020.

Også andre danske selskaber har reageret på det angreb mod Ukraine, som Rusland indledte natten til torsdag.

På grund af situationen har Carlsberg lukket flere af sine bryggerier i Ukraine. Også malingkoncernen Flügger har lukket ned for alle aktiviteter i landet.

Dertil har logistikselskabet DSV sendt alle sine ansatte i Ukraine hjem med løn for både februar og marts.

Sponsoreret indhold