Krimi28. februar 2022

Uhyggeligt anklageskrift: Kvinde mistede sine fostre efter grov vold

Grov vold medførte, at gravid kvinde mistede sine fostre. Det hævder Københavns Vestegns Politi i straffesag.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210111_jsu6632.jpg
 Foto: Jesper Sunesen

Igennem mere end 12 år blev en kvinde sparket, slået, skubbet, revet i håret og udsat på halsgreb. I lige så mange år blev hun også jævnligt voldtaget.

Om der er beviser for disse og andre påståede forbrydelser i en afghansk familie, skal Retten i Glostrup afgøre under en række retsmøder. Det første finder sted mandag.

Kvindens ægtefælle og en anden mand er sat under tiltale, og anklagemyndigheden mener, at der er grundlag for en straf på mere end fængsel i fire år.

De to mænd nægter sig skyldige. På forhånd ønsker deres forsvarere ikke at udtale sig.

Gennem årene flyttede familien flere gange, men volden fulgte med og fortsatte ifølge anklageskriftet på adresser i Valby, Søborg og Ballerup.

Volden var så omfattende, at der blev tale om det, der i straffeloven betegnes som mishandling, påstår Københavns Vestegns Politi.

På et tidspunkt var kvinden gravid med tvillinger, men spark og slag mod skridtet, maven og på lænden medførte blødning og tab af fostrene, hævdes det i tiltalen.

Senere blev kvinden slået så mange gange i nakken, at hun måtte på skadestuen og her fik anlagt en halskrave, hedder det.

Også tre børn i familien blev ofre, mener anklagemyndigheden. En dreng blev to gange bundet til en radiator. En pige blev løftet op og kastet ind i en væg, ligesom hun blev slået med en ledning. Og en anden pige blev mishandlet i en grad, så hun besvimede, lyder påstanden.

Hvis de to mænd findes skyldige, risikerer de at blive udvist. Begge er afghanske statsborgere. Dommen ventes midt i marts.

Sponsoreret indhold