Lyngby-anfører har mistet sin hustru: Mulig dødsårsag afsløret
I går delte Lyngbys anfører Marcel Rømer en ufattelig tragedie, som har ramt hans familie: Ganske uventet er hans hustru og mor til hans to børn død.
Marcel Rømer, 30, satte selv ord på det ufattelige tab på sine sociale medier:
– Mit hjerte er knust. Det her skulle aldrig ske. Det her fortjener du ikke, skriver han til sin nu afdøde hustru, Cecilie.
Artiklen fortsætter under billedet
Anføreren er væk fra banen på ubestemt tid, oplyser fodboldklubben Lyngby. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Cecilie Dolberg Rømer arbejdede som advokat hos Ret & Råd Advokater Slagelse og Næstved, og på firmaets hjemmeside har man også adresseret hendes alt for tidlige død:
– Det er med stor sorg, at vi må meddele, at vi mandag den 28. februar 2022 mistede vores kære kollega, advokat Cecilie Dolberg Rømer, der pludseligt gik bort grundet formodet hjertetilfælde, oplyses det og tilføjes:
– Dette berører os alle dybt, men ikke mindst går vores tanker til Cecilies mand og deres to børn.
Artiklen fortsætter under billedet
På hjemmesiden beskrives Cecilie Dolberg Rømer også som kollega og person:
– Cecilie var en meget afholdt og hjertevarm kollega, der brændte for sit fag og gerningen som advokat, og hendes lys er på uforståelig vis blevet slukket alt for tidligt.