Kendte14. marts 2022

Åh nej! Land bandlyser stjernespækket film efter mikroskopisk detalje

Det bliver alligevel ikke muligt for folk i Vietnam at se den stjernespækkede film "Uncharted"
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/1fade86005b437daec5276304204b7fc.jpg
 Foto: Sony

Et billede af et kort, der bliver vist kortvartigt i en enkelt scene.

Det er årsagen til, at storfilmen "Uncharted" med hovedrolleindehaverne Tom Holland og Mark Wahlberg ikke længere vil få premiere i Vietnam.

Det skriver Reuters.

Ifølge nyhedsbureaet har myndighederne i Vietnam bandlyst filmen, fordi det førnævnte kort viser Kinas kontroversielle ni-punkts-linje.

Ni-punkts-linjen dækker ni punkter i Det Sydkinesiske Hav, som Kina anser som deres områder, men som lande som Vietnam, Filippinerne, Indonesien og Malaysia fordømmer.

Linjen inkluderer nemlig blandt andet vietnamesiske øer, som Kina har besat eller invaderet.

Og derfor vil myndighederne i Vietnam altå ikke tillade "Uncharted" at få premiere, da landet ikke vil anerkende Kinas ni-punkts-linje.

- Vi har bandlyst filmen, efter vi så den og fandt ud af, at den indeholder et ulovligt billede af den famøse ni-punkts-linje, skriver det statsejede nyhedsbureau Vietnam News Agency, som citerer direktøren fra Department of Cinema i landet.

FOLK RASER

Dermed må alle de vietnamesiske fans, der havde glædet sig til at se stjerner som Tom Holland, Mark Wahlberg og Antonio Banderas i aktion, altså gå skuffede hjem fra biografen.

"Uncharted" får nemlig ikke premiere i landet 18. marts, som det ellers var planlagt.

Mange vietnamesere har på sociale medier langet ud efter Sony, som står bag filmen.

"Laver I film til hele verden, eller laver I film til Kina?", spørger en frustreret vietnameser for eksempel.

"Boykot Sony," lyder det fra en anden.

Sony har endnu ikke besvaret kritikken.

"Uncharted" har ikke just fået lutter ros af kritikkerne, men ikke desto mindre indtjente den knap 100 millioner dollars ved dens åbningsweekend i sidste måned.

Sponsoreret indhold