Krigen i Ukraine: Vivi og Ib er flyttet ud af deres hus for at huse ukrainske flygtninge

Det skulle pludselig gå stærkt om aftenen den 8. marts, da Vivi Jensen fik en melding om, at der inden for et par timer ville komme fire ukrainske kvinder og to børn, der ikke havde noget sted at bo.

Vivi Jensen og kæresten Ib Poulsen rykkede deres egne ting op på det renoverede høloft, de har, og så gjorde de klar til, at kvinderne kunne bo i deres hus i Kallerup uden for Thisted.

– Jeg ringede til en kvinde fra Belarus, der bor i nærheden, som kom og hjalp med at gøre rent og gøre klar, fordi der var kun et par timer, og så kunne hun også være tolk, fortæller Vivi til SE og HØR.

De gjorde de fire værelser i huset klar, som normalt bliver brugt til Bed & Breakfast-gæster og parrets eget soveværelse, og de stillede gule blomster og satte blå lys op rundt omkring i hjemmet, så de kunne føle sig velkomne.

Mister penge

Vivi og Ib har for at gøre plads til kvinderne og deres børn aflyst alle reservationer indtil september, så kvinderne ved, at de har et hjem hos dem, så længe der er brug for det.

– Vi har pladsen, og så føler vi, at vi har pligten til også at hjælpe. Vi har både plads, hjerterum og økonomisk overskud til at hjælpe, så jeg kan ikke se, hvordan vi skulle lade være, fortæller Ib til SE og HØR.

Artiklen fortsætter under billedet

Billedet er taget på deres første aften hjemme ved Ib og Vivi. Der er endnu et barn, der ikke er med på billedet. Foto: Privat

Og det er altså en beslutning, der har kostet dem en del. Der skal laves nogle ændringer på høloftet, så det er beboeligt, og de har skulle investere i nogle køkkenting, så de kunne være der indtil september, mens de mister den indkomst, de havde ved at drive deres Bed & Breakfast.

– Men det er ikke noget vi tænker over lige nu. Nu skal vi bare hjælpe de her kvinder, selv om vi måske mister lidt penge på det, fortæller Vivi.

Alle hjælper

Men det er heldigvis ikke Vivi og Ib, der står alene med det hele. De oplever, at flere folk fra nærområdet hjælper til.

– De er meget ydmyge, og vil helst ikke tage imod for meget hjælp, men vi kan samtidig mærke, de sætter pris på al den hjælp, de får.

Og der er både kommet folk med madvarer og tøj, nogle har givet penge, mens andre er kommet med legetøj til de to børn på tre måneder og to år.

Derudover er nogle kommet med høns, så de kan blive selvforsynende, mens en lokal kvinde, der kan tale sproget, hjælper med at være tolk.

Artiklen fortsætter under billedet

Der måtte udvides med en hønsegård, så kvinderne kunne blive mere selvforsynende. Foto: Privat

– De kom jo med næsten ingenting til Danmark, så man bliver helt berørt af at se, hvordan folk samledes for at hjælpe dem, fortæller Ib.

Græder hver dag

Men selv om det er en stor glæde at se, hvor mange der hjælper til, bliver der også hver dag grædt i hjemmet. Det er især modløsheden over deres mænd og familiemedlemmer, der er blevet tilbage i Ukraine for at kæmpe i krigen, og de oplevelser, kvinderne har været igennem på deres rejse til Danmark.

– Det skærer i hjertet, når jeg hører deres historier. Jeg kan også mærke, jeg bliver meget berørt lige nu, fortæller Vivi og fortsætter:

– For eksempel kunne jeg mærke et stik i hjertet, da Tetiana ved ankomst spurgte, om de kun skulle være der en enkelt nat, fordi hun tidligere på sin flugt var blevet forladt af sin veninde ved grænsen mellem Ukraine og Polen og måtte gå alene i seks timer, for at komme til Polen.

Artiklen fortsætter under billedet

Fra venstre: Tetiana Tarmantovska, 47, Inna Synchuk, 26, Ivan Synchuk, to, Victoriia, 24 med Zlata på tre måneder, og Anastasiia Lytvun på 17. Inna og hendes søn Ivan er flgtet sammen med veninden Victoriia samt Victoriias svigerinde Anastasiia, mens Tetiana ikke kendte nogle af kvinderne i forvejen.

– Hun turde ikke tro på, at noget var permanent, fordi hun også i 2014 måtte flygte fra krigen i Donbas. Hun troede ikke, hun måtte være her mere end en dag, og det måtte vi jo forsikre hende om, at hun gerne måtte, fortæller Vivi.

Kvinderne får også ofte meldinger på deres telefoner hjemmefra, hvor familie og venner dernede holder dem opdaterede.

– Vi græder alle sammen hver dag, fortæller Vivi.

Velkomne

Ib fortæller, at kvinderne selv har en tro på, at de kan komme tilbage til Ukraine om 14 dage. Men selv er Ib og Vivi ikke sikre på, at det bliver en mulighed.

– Vi gør dem hele tiden opmærksomme på, at de kan blive her lige så længe, det er nødvendigt. De er på ingen måde til last, fortæller Vivi.

– Vi er bare glade for, vi har muligheden for at kunne hjælpe, afslutter Ib.