Nyheder16. marts 2022

Høreforeningen slår alarm: 777.000 danskere lider af tinnitus

Der er behov for massiv oplysning af børn og unge om risikoen for høretab, mener formand for Høreforeningen.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/megacli237726_21911.jpg
 (Foto: MEGA)

De seneste år er der blevet markant flere danskere, der lider af tinnitus.

Det viser tal fra Den Nationale Sundhedsprofil ifølge Høreforeningen.

I 2017 var det cirka 600.000 danskere, der var ramt af tinnitus.

Men i den seneste undersøgelse fra 2021, der udkom i sidste uge, er det steget til 777.000.

- Det er alarmerende tal, specielt når vi ser på de unge mænd og kvinder, siger landsformand Majbritt Garbul Tobberup, Høreforeningen.

Tinnitus er, når man hører en lyd i øret eller et sted inde i hovedet, som ikke stammer fra en lydkilde uden for hovedet.

Det er blandt andet udsættelse for støj og stress, der kan udløse tinnitus.

Blandt unge mænd mellem 16 og 24 år er forekomsten af tinnitus steget fra 6,1 procent i 2017 til 9,7 procent i 2021.

For unge kvinder ses en endnu mere markant udvikling.

Her er tallene gået fra 4,4 procent i 2017 til 8 procent sidste år.

Landsformanden mener, at udviklingen kalder på handling:

- Vi ved jo, at mange unge lytter rigtig mange timer til musik og skruer højt op for lydniveauet i hovedtelefonerne. Hele fritidslivet er præget af, at vi udsættes for mere støj end tidligere.

- Det er vi nødt til at se på, for ellers risikerer vi at stå med en hel generation af unge, der lider af høretab, siger Majbritt Garbul Tobberup.

Høreforeningen har derfor iværksat et treårigt projekt kaldet "Lyd på livet", som skal sætte fokus på unges lyttevaner.

- Men vi skal også have det på skoleskemaet, så de unge bliver lige så bevidste om at passe på deres hørelse, som de er bevidste om at passe på resten af deres krop, siger Majbritt Garbul Tobberup.

En undersøgelse, som Høreforeningen har fået foretaget af analyseinstituttet Epinion, viser, at 46 procent af de adspurgte børn og unge ikke ved, at det kan være skadeligt at lytte til høj musik i hovedtelefoner.

Derimod er 96 procent godt klar over, at det kan være skadeligt at ryge cigaretter.

Landsformanden ser også coronaepidemien som en medvirkende forklaring på stigningen i forekomsten af tinnitus.

- Vi ved fra Den Nationale Sundhedsprofil, at det har stået sløjt til med det mentale helbred hos mange unge under epidemien.

Det kan ifølge landsformanden også have udløst en stressbetinget tinnitus hos nogle.

Sponsoreret indhold