Amalie Dollerup: - Det er jo ikke en barndom
Allerede som otteårig blev hun et landskendt ansigt, da hun spillede Lise Nørgaard som barn i filmen ”Kun en pige”, og når skuespilleren ser tilbage på sine tidlige år, korser hun sig.
-
- Jeg begyndte at tænke, hvad fanden er det egentlig for en barndom, jeg har haft – det er jo ikke en barndom. Selv om der langt henad vejen VAR meget leg, fortæller den 35-årige skuespiller i Alt for Damerne.
Succesen efter ”Kun en pige” gav hende i en helt ung alder fast arbejde i TV 2’s 90’er-succes ”Strisser på Samsø”, og de mange optagedage betød, at Amalie var meget væk fra skolen.
Det faglige hjalp hendes to skolelærerforældre hende med at indhente hjemme ved spisebordet, men det sociale haltede, for der var mange ting, hun måtte sige nej til for at passe sit arbejde.
35-årige Amalie Dollerup fortæller om sin barndom, der var meget præget af hendes rolle som barnestjerne (Foto: Søren Lamberth)
Det ændrede sig, da hun startede på Sankt Annæ Gymnasium. Dollerup ville tage revanche for folkeskolen.
-
- Jeg fandt ud af, at jeg netop havde brug for at være en del af et fællesskab, fordi jeg havde været så meget væk fra de sociale arrangementer i folkeskolen, så der var virkelig noget at indhente. Jeg skal med til hver en fest, tænkte jeg. Det skal ikke hedde sig dagen efter, at ”Det var SÅ sjovt … nåååååh nej, DU var ikke med”. Jeg skulle ikke gå glip af noget, fortæller hun til ugebladet.
Amalie var så stålsat i sin beslutning, at det kostede hende kærligheden til hendes ungdomskæreste, som boede i Aarhus.
-
- Ham slog jeg op med i 1. g – ikke fordi jeg ikke var dybt forelsket i ham, men fordi han boede i Aarhus. Så jeg blev ligesom nødt til at sige, at jeg SKAL være her 100 procent, det går ikke, at jeg hver weekend skal over til ham. Jeg skulle udvikle mig. Det var så vigtigt for mig at prioritere det sociale liv, som jeg ikke havde haft ellers, siger hun.
Amalie Dollerup har dannet par med Andreas Jebro i 15 år. Parret blev gift i 2017, og for 2,5 år siden blev de forældre til lille August.