Sex sælger: Dansk legetøjsshop blev solgt for op imod en halv milliard kroner
Skandinaviens største onlineforhandler af sexlegetøj er dansk og mange penge værd.
Det fremgår af et regnskab fra selskabet Third Half, der er ejet af Sinful-grundlæggerne. Det skriver Finans.dk.
Sidste år blev Sinful solgt, men beløbet har hidtil været hemmeligt. Indtil regnskabet i Third Half kom ud i denne uge.
Angiveligt er Sinful solgt for op mod hele 560 millioner kroner. Handlen kan dog være værdisat helt ned til 373 millioner kroner, skriver mediet.
Ifølge Frederik Aakard, der er partner i Dansk Ejerskifte, er handlen endda i den lave ende.
- En pris på 373-560 millioner kroner er under forventningen for en onlinevirksomhed som Sinful. Prisen er under niveau.
- Sinful har vækst som en kanonkugle og tidligere trukket fornuftigt udbytte ud, så for mig at se har Polaris virkelig gjort en god handel, siger Frederik Aakard.
Finansdirektøren hos Sinful, Rene Lyngs Houmøller, siger til Finans, at man forventer at være en milliard kroner værd i 2025.
Har modtaget flere priser
Sinfuld blev stiftet for 14 år siden af Mathilde Mackowski og Tonny Andersen, der dengang dannede par.
Sidste år modtog virksomheden prisen som årets online sexlegetøjsforhandler i Europa ved Xbiz Awards.
Firmaet har også vundet priser på dansk jord – blandt andet Børsens Gazelle-pris.
Prisen gives til virksomheder der i løbet af fire regnskabsår hvert år har haft positiv vækst og samlet set mindst har fordoblet omsætningen over de fire år.
Matilde Mackowski og Tonny Andersen (Foto: Sinful)