Nyheder7. april 2022

Inger Støjberg færdig på Ekstra Bladet

Den tidligere minister nåede at være ansat på avisen i knap tre måneder som klummeskribent
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/_mho7522.jpg
 Foto: Martin Høien

Det kom som en overraskelse for nogle, at Inger Støjberg tilbage i januar blev ansat som klummeskribent på Ekstra Bladet.

Under en måned forinden var politikeren blevet dømt uværdig til Folketinget og måtte forlade Christiansborg.

Den tjans har hun torsdag mistet. Det skriver Ekstra Bladet selv.

- Ikke noget at gøre med Qvortrup

Afskeden med Støjberg kommer i samme uge, som mediet har valgt at stoppe med at have Henrik Qvortrup som chefredaktør.

I stedet er det nu Knud Brix, der sidder i bossstolen, men skal man tro hans ord, har fyringen af Støjberg ikke noget at gøre med Qvortrup.

- Når Inger Støjberg ikke skal skrive for Ekstra Bladet, er det, fordi hun har et politisk projekt nu. Vi har ikke politikere ansat, som har et projekt, de skal bære over en målstreg.

- Hun drager på en turné med Kristian Thulesen Dahl, hvor hun vil kæmpe for et nej til folkeafstemningen (om afskaffelsen af Danmarks forsvarsforbehold til EU, red.), siger Knud Brix til Ekstra Bladet.

Ikke bitter

Inger Støjberg fortæller selv til mediet, at hun ikke har nogle sure miner over at stoppe som opinionsskribent.

Hun irettesætter dog betegnelsen ”turné”, da hun ikke kan forlade sin bolig.

Støjberg afsoner lige nu sin straf på 60 dages fængsel hun blev idømt i december. Her blev hun kendt skyldig i en overtrædelse af ministeransvarlighedsloven.

- Jeg sidder ved mit spisebord og kan ikke komme uden for huset, siger Inger Støjberg.

Sponsoreret indhold