Peters pengekup
Peter Asschenfeldt lagde grunden til sin enorme formue, da han for 40 år siden fik danskerne til at købe bøger igennem en bogklub.
Siden har den 65-årige erhvervsmand brugt en del af fortjenesten på restaurationsbesøg og store summer er investeret i ejendomme - især i Tyskland.
Det dugfriske regnskab for Peter Asschenfeldt ApS viser, at den gamle bogkonge stadig forstår at tjene moneter. I 2021 blev det til et overskud på 6,9 mio. kr. i selskabet.
Egenkapitalen - eller nettoformuen - har i løbet af 2021 fået et ordentligt spark opad; fra 9,6 til 25 mio. kr. Det skyldes blandt andet, at der er skudt yderligere 8,5 mio. kr. ind i selskabet.
Peter Asschenfeldt har fået sin datter Victoria med i bestyrelsen. Victorias mor er den tidligere model og bogstavvender Maria Hirse, som afsoner en dom på to års fængsel for hærværk, forsøg på røveri og for at have opfordret til vold.