Mistænkt for IS-angreb i Paris undskylder til ofre
Den sidste overlevende formodede gerningsmand bag et dødeligt angreb i Paris i 2015 undskyldte fredag til ofrene for angrebet.
Det skete under den sidste af tre dages forklaringer fra Salah Abdeslam ved den særlige domstol i Paris, der behandler sagen.
- Jeg vil gerne kondolere og undskylde til alle ofrene, siger Salah Abdeslam til retten.
- Jeg ved, at had hænger ved. Jeg beder jer i dag om at hade mig med moderation. Jeg håber, at I vil tilgive mig.
Skiftede mening
Onsdag forklarede den 32-årige fransk-marokkaner, at han ændrede mening i sidste øjeblik under angrebet.
- Opgaven, jeg blev tildelt, var at gå ind på en café i det 18. arrondissement i det nordlige Paris, fortalte Salah Abdeslam onsdag.
- Jeg går ind på caféen, jeg bestiller en drink, jeg kigger på menneskene omkring mig - og så sagde jeg til mig selv: "Nej, jeg gør det ikke."
En af hans forsvarer spurgte efterfølgende, om han ikke fortryder, at han ikke fuldførte sin plan.
- Jeg fortryder det ikke. Jeg dræbte ikke disse mennesker, og jeg døde ikke, svarede Abdeslam.
Troede han skulle til Syrien
Ifølge Abdeslam blev han informeret om planerne for det storstilede, koordinerede angreb den 11. november 2015, to dage før angrebet blev udført.
Det skete under et møde i Charleroi i Belgien med Abdelhamid Abaaoud, som menes at være hovedgerningsmanden.
Indtil da, hævder Salah Abdeslam, troede han, at han skulle sendes til Syrien. Men i stedet fik han altså at vide, at han var blevet udvalgt til at udføre et angreb i Paris med et selvmordsbælte.
- Det kom som et chok for mig, men han (Abdelhamid Abaaoud, red.) endte med at overtale mig, fortalte Abdeslam onsdag i retten.
Salah Abdeslam påstår, at han under mødet ikke blev informeret om målene for angrebet.
Eneste overlevende
Angrebsmændene dræbte den 13. november 2015 130 mennesker i selvmordsangreb og skyderier på stadionet Stade de France, spillestedet Bataclan og på gadecaféer, barer og restauranter i Paris.
Den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) tog skylden for angrebet, der menes at være planlagt i Syrien.
Anklagemyndigheden mener, at Salah Abdeslam er den eneste overlevende fra IS-cellen bag angrebet.
20 mænd er anklaget for at have spillet en rolle i angrebet, som er det mest dødelige i fransk historie i fredstid.
Dommene forventes sidst i maj.