Malmø Opera siger farvel til dansk direktør efter krænkelsessager
Malmø Opera ophæver samarbejdet med direktør, danske Michael Bojesen.
Det oplyser operaen i en mail.
Beslutningen er truffet af operaens bestyrelse, som tirsdag har holdt møde for at drøfte Bojesens stilling.
Det møde har nu resulteret i, at operaen ophæver aftalen med Bojesen.
Ophævelsen af samarbejdet sker efter en række sager om krænkende adfærd fra Bojesen.
Negativ omtale
Ekstra Bladet har blandt andet beskrevet, hvordan den tidligere korleder for Sankt Annæ Gymnasiekor og DR Pigekoret i 2015 uopfordret i en mail til en fagfælle nævnte en sangers bryster.
Malmø Operas bestyrelse skriver, at den mener, at der har været for meget negativ opmærksomhed omkring Bojesens person. Og at det er gået ud over medarbejdere og operaen.
Bestyrelsen konstaterer, at tilliden til Michael Bojesen er opbrugt og mener, at der er behov for en ny leder for Malmø Opera.
– Bestyrelsen beklager samtidig dybt, at denne beslutning var nødvendig, siger Per-Martin Svensson, formand for Malmø Operas bestyrelse.
Artiklen fortsætter under billedet...
Michael Bojesen har været ganske tæt på toppen af Danmark i sin rolle som chef for pigekoret. Her ses han for eksempel sammen med kronprinsesse Mary under en koncert på Roskilde Festival. (Foto: Jesper Sunesen)
Færdig med danske poster
Den 13. april stod det klart, at Michael Bojesen, der har været direktør for Malmø Opera siden 2017, også er absolut færdig med at fungere som medlem i danske bestyrelser.
Efter at have siddet på en række fornemme bestyrelsesposter, meddelte han i sidste uge, at han nu trak sig fra posterne i bestyrelserne på henholdsvis kunstmuseet Arken og Det Danske Institut i Rom.
– Den megen negative omtale om min person i medierne i snart et år har haft store konsekvenser for min familie og mine børn, lød hans skriftlige udmelding.