Nu indrømmer Henrik Qvortrup løgn: - Jeg blev fyret
Han har længe gået som katten om den varme grød, men nu lægger Henrik Qvortrup sig fladt ned og indrømmer, at han blev fyret som chefredaktør på Ekstra Bladet.
Det gør han i det seneste afsnit af "Q&CO", hvor han bliver udspurgt af Asger Juhl om sin afgang.
Da Ekstra Bladet skiftede Henrik Qvortrup ud med Knud Brix i rollen som ansvarshavende redaktør, lød det i en pressemeddelse, at det skyldtes, at Qvortrup hellere ville "hellige sig journalistikken".
I "Q&CO" indrømmer Henrik Qvortrup dog nu, at dette var en direkte løgn.
- Det var løgn, når jeg i pressemeddelelsen skriver, at jeg pludselig har fundet ud af, at jeg hellere vil lave podcast og politiske kommentarer, siger han i programmet.
Her fortæller han også, at han den 4. april mødte ind på job klokken 09.15 som sædvanlig og regnede med, at der var en "helt almindelig arbejdsdag" foran ham.
Kort efter modtager han dog en besked fra Stig Ørskov, der er administrerende direktør i JP/Politikens hus, og som vil tale med Henrik Qvortrup hurtigst muligt.
Da Qvortrup kommer op på Ørskovs kontor, får han besked om, at der skal indledes en fratrædelsesprocedure.
- Det står rimelig hurtigt klart for mig, at det ikke er til forhandling, siger Henrik Qvortrup i "Q&CO".