Angreb ofre med bue og pil: Kan ikke straffes
Tiltalen mod den 38-årige Espen Andersen Bråthen, der 13. oktober angreb sine ofre med bue, pil og stikvåben i den lille norske by Kongsberg, er nu klar.
Det er anklagemyndighedens opfattelse, at Bråthen var utilregnelig i gerningsøjeblikket på grund af sindssygdom.
Anklagemyndigheden vil have Bråthen idømt tvungen psykiatrisk behandling, hvis han kendes skyldig, skriver Statsadvokaten for Vestfold, Telemark og Buskerud i en pressemeddelelse fredag.
Der er ikke fundet grundlag for at rejse tiltale efter terrorbestemmelsen.
Kastet kniv efter politi
Bråthen er tiltalt for fem drab, 11 drabsforsøg og 13 tilfælde af grove trusler. Han er derudover tiltalt for flere forhold - blandt andet at have kastet en kniv efter tre politibetjente.
- Anklagemyndigheden er af den opfattelse, at tiltalte på gerningstidspunktet var utilregnelig på grund af "stærk afvigende sindstilstand". På den baggrund bliver der nedlagt påstand om overførsel til tvungen psykiatrisk behandling, skriver Statsadvokaten.
Bråthen var bevæbnet med bue, pil og stikvåben under angrebet. Flere af drabene skete indendørs - hjemme hos ofrene.
Han blev anholdt, over en halv time efter at angrebene startede inde i dagligvarebutikken Extra i den lille by. Ifølge tiltalen skete alle drabene inden for en tidsramme på omtrent 20 minutter.
kan ikke straffes
Siden angrebet i oktober har Bråthen været tvangsindlagt på en lukket psykiatrisk afdeling.
Tre retspsykiatriske sagkyndige, som har vurderet ham, har konkluderet, at han var i en stærkt afvigende sindstilstand den aften. Det betyder, at han sandsynligvis var utilregnelig og dermed ikke kan straffes.
Sagen kommer for Buskerus tingrett i Hokksund 18. maj. Der er afsat en lille måned til behandling af den.
Bråthens forsvarer, Fredrik Neumann, vil ikke kommentere, hvordan han stiller sig til tiltalen.
Dansk film udskudt efter angrebet
I forbindelse med angrebet blev premieren på den danske film "Vildmænd" udskudt tre måneder.
I filmen, der skulle have haft premiere i biograferne i november, er den danske familiefar Martin skredet fra det hele og taget op til Norge for at bo i naturen og jage sin egen føde med bue og pil.
Filmplakaten viser blandt andet Rasmus Bjerg i en norsk butik med bue og pil.