Kæmpe lussing til kronprinsparrets ven
En enorm stak aktier i et firma, der producerer antistoffer, som kan tage livet af kræftceller, har været en dyr fornøjelse for skibsrederen og jetset-baronen Johan Wedell-Wedellsborg.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Mary gør gerne baron Johan Wedell-Wedellsborg en tjeneste, når han beder om det. Her er hun på vej til at døbe et af hans tankskibe. (Foto: Martin Høien)
Aktiekursen på firmaet Y-mAbs Therapeutics dykkede nemlig så meget sidste år, at den 53-årige baron indkasserede et underskud på knap en halv milliard kr. i sit firma Weco A/S.
Mere præcist afslutter firmaet året 2021 med et underskud på 449,5 millioner kroner.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Johan og fruen Rebecca er hyppige gæster på Amalienborg. (Foto: Lars H. Laursen)
Fortsat milliardær
Johan Wedell-Wedellsborg, som er nær ven af Mary og Frederik, går ikke fra sine tre strandvejsvillaer og hjem på grund af kurstabet. Egenkapitalen i Weco er stadig på den rigtige side af 1,6 milliarder kroner.
Dermed har kurstabet ikke rykket ved Johan Wedell-Wedellsborgs status som milliardær.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Næste gang der er kongejagt kan baronen underholde om fejlinvesteringen, der kostede ham en halv milliard kroner. (Foto: Hanne Juul)
Skulle han midt i skuffelsen over at have mistet de 450 millioner have lyst til at høre om en økonomisk succes, så behøver han blot spadsere et par hundrede meter ned ad Vedbæk Strandvej. Der bor nemlig en anden af kronprinsens gode venner; Jeppe Handwerk, 52, som i coronaperioden har tjent over en milliard kroner på at kvikteste danskerne via sit firma Copenhagen Medical A/S.