Coop skal afskedige 100 på grund af stigende priser

Den danske supermarkedskoncern Coop skal afskedige 100 medarbejdere.
Det skriver Coop i en pressemeddelelse ifølge Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans.
Afskedigelserne finder sted i koncernens centrale funktioner på servicekontoret i Albertslund, hvor Coop har hovedsæde.
Det er de ændrede indkøbsvaner på grund af stigende priser, der er årsag til, at Coop skal skære i antallet af medarbejdere.
Coop står bag supermarkedskæder som Fakta, Kvickly og SuperBrugsen.
– Situationen i Ukraine og eftervirkningerne af corona stiller dagligvarehandlen over for markante udfordringer, siger Kræn Østergaard Nielsen, topchef i Coop.
– Vi ser stigende priser på transport, energi og fødevarer, og det betyder, at omkostningerne ved at drive forretningen Coop skal bringes ned, siger han i pressemeddelelsen.
Han fortæller også, at Coop har et stort fokus på danskernes ændrede forbrugsvaner, hvor især discountsektoren er i fokus.
Derfor har koncernen sat yderligere fart i udrulningen af butikker i den nye discountkæde Coop 365discount, der er kommet til som alternativ til Fakta-kæden, der har voldt Coop store udfordringer.
På samme tid skrues op for salget af Coops egne varemærker i butikkerne.
– Alle er ramt af de stigende omkostninger. Det gælder både Coop og danskerne.
– Med disse både defensive og offensive tiltag står vi bedre rustet til at hjælpe danskerne med at få husholdningsbudgettet til at gå op, siger Kræn Østergaard Nielsen.