Nick Hækkerup trækker sig som justitsminister: Det skal han nu
Længe har 54-årige Nick Hækkerup haft en trang til at skifte græsgange.
Nu har han reageret på den trang, og meddeler søndag aften, at han trækker sig som landets justitsminister.
Det skriver han i et opslag på facebook.
– Jeg er yderst taknemmelig for, at Socialdemokratiet i alle årene har givet mig muligheden for at gøre en forskel og flytte tingene i den retning, som jeg og vi sammen troede på, skriver han.
Herefter fortsætter han:
– Jeg er klar over, at mit valg om at stoppe i politik af mange sikkert vil blive fortolket som en utilfredshed. Men det vil ikke være en rigtig læsning.
Hækkerup oplyser desuden, hvad der skal erstatte den daglige dont på Christiansborgs gange. Han skal nemlig være direktør i Bryggeriforeningen.
Han skriver blandt andet om det nye job:
– Bryggeribranchen laver produkter, der er et koncentrat af den danske folkesjæl i form af livskvalitet, mangfoldighed og stolthed. Det glæder jeg mig meget til at blive en del af.
54-årige Nick Hækkerup er oprindeligt uddannet Cand.jur. fra Københavns Universitet i 1994, og så har han flere ministerposter bag sig.
Udover justits-området har han været minister for sundhed i 2014-2015, handels- og europaminister i 2013 og 2014, samt forsvarsminister i 2011 til 2013.