Line Baun Danielsen tilbage på skærmen
Oftest er det værterne fra de regionale tv-stationer, der bliver shanghajet til de nationale og dermed får deres store gennembrud som tv-værter. Men det kan også gå den anden vej.
49-årige Line Baun Danielsen, som i 2008 blev fyret fra Go' Morgen Danmark fordi hun var for gammel, er blevet tilbudt job på den regionale tv-station TV2/Lorry, der dækker København og Nordsjælland, og har sagt ja med kyshånd.
Hun er ikke den første, der går fra at lave landsdækkende tv til at blive lokal nyhedsvært. Da Jeppe Nybroe blev fyret på gråt papir fra DR1 efter, han i 2007 blev taget i at have fusket med et nyhedsindslag fra Irak-krigen, blev han taget til nåde af TV2 Øst, som sender i Syd-, Midt- og Vestsjælland og Lolland-Falster.
Læs også: Jeppe Nybroe i ny skandale
Det er ingen overraskelse, at Line Baun Danielsen vender tilbage som tv-vært. Det har hun længe givet udtryk for, at hun gerne ville, hvis det rette tilbud kom.
- Jeg synes jo, det er sjovt at lave tv. Det skal bare være relevant. Jeg har hele tiden sagt: "Man ved jo aldrig". Og indimellem savner jeg at lave tv, sagde Line Baun Danielsen fornylig til B.T.
Læs også: Line Baun Danielsen fik en hjerneblødning
Line Baun Danielsen er stærkt tilfreds med jobbet på TV2/Lorry, hvor hun debuterer som vært onsdag aften.
- Jeg har aldrig prøvet at arbejde med regionale nyheder, men da jeg fik et fantastisk tilbud fra Lorry, så slog jeg til, siger Line Baun til Billed Bladet.