De var 90'ernes hotteste par, og nu blander hun sig i retssagen: Her er alt om Kate Moss og Johnny Depps forhold
Der skete noget besynderligt i starten af maj i retssalen i Virginia, da skuespiller Amber Heard ud af det blå nævnte Kate Moss under sin forklaring.
Der gik et stød gennem Johnny Depp og hans team, der slet ikke kunne sidde stille, men i stedet vendte sig mod hinanden med store smil malet over ansigterne.
Depps advokat Benjamin Chew uddelte et såkaldt fist bump til sine kollegaer.
Heard brugte ellers supermodellens navn, da hun skulle forklare, hvorfor hun fysisk havde forsvaret sig mod Johnny Depp, da hun frygtede, han ville skubbe hendes søster ned ad trapperne – akkurat som rygterne siger, han havde gjort med Moss engang i 90’erne.
– Jeg tøvede ikke. Jeg ventede ikke. Jeg tænkte med det samme på Kate Moss og trapperne. Og så slog jeg ud efter ham.
Men at dømme ud fra Depps advokater lignede Ambers namedropping nu mere et bagslag, end en trumf.
Ingen opbakning til Heard
Nu optræder den i dag 48-årige Kate Moss’ navn på listen over vidner, og onsdag vil hun tage plads foran juryen, sin ekskæreste, Amber Heard og tilhørerne i Fairfax.
Men hvad vil hun kunne fortælle?
Jo, som forventet kunne hun slå fast, at hun udelukkende kender ”Pirates of the Caribbean”-stjernen som en god og rolig mand, og her 25 år efter var hun altså ikke villig til at kalde eks'en for en nådesløs voldsmand, der fik det ene vredesudbrud efter det andet gennem deres forhold.
Kate Moss er indkaldt som Depps vidne, og onsdag afviste hun rygtet om episoden på trappen.
– Han hverken skubbede mig, sparkede eller smed mig ned ad trappen, forklarer hun nu i retten overfor ekskæresten.
Trappen, som hun godt nok faldt ned ad på en ferie i Jamaica, var glat på grund af regn, forklarer hun.
Men hvad ved vi egentlig om selve Kate Moss og Johnny Depps forhold – både i og uden for rampelyset – som lige siden 90’erne er blevet stemplet som tumultarisk og dramatisk?
I armene på Depp
Kate og Johnny gik rundt som omvandrende prototyper på 90’er-grungekarakterer, dengang de fandt sammen.
Hun var her der og stort set allevegne som en af de bedst betalte og mest bookede supermodeller i hele verden.
Og pludselig var hun også i armene på hjerteknuseren Johnny Depp.
Deres kærlighedshistorie tog sin begyndelse i 1994, og fortsatte over tre år. Mens de begge var blandt Hollywoods største navne.
Selvom de var mestre i offentlighed hengivenhed – hvis grad nærmest får par som Travis og Kourtney til at ligne et halvlunkent forhold – så havde deres forhold også en privat side.
Kate Moss har for eksempel aldrig talt andet end godt om sin 90’er-kæreste, og omvendt har også Johnny holdt kortene tæt inde på kroppen, når det kom til deres romance.
Johnny Depp havde netop gjort det forbi med Winona Ryder, med hvem han ellers var forlovet og havde foreviget navnet på i form af en tatovering på overarmen.
Vanity Fair-journalisten George Wayne påstår, at det var ham, der introducerede dem for hinanden til en fest. Han var 31. Moss var 20 år gammel.
– Jeg vidste fra det første øjeblik, vi talte sammen, at vi ville finde sammen, har modellen fortalt.
Med ét blev de midt-90’ernes hotteste kendispar.
Åbenlyst temperamentsfuld
Johnny Depp, der netop havde investeret i natklubben The Viper Room på Sunset Strip i West Hollywood, og Kate Moss kunne ikke holde fingrene fra hinanden. Det fortalte kilder dengang til People.
Men kærtegn kunne også hurtigt blive til ophedede diskussioner.
Parret blev ofte set have højlydte skænderier, og et af dem resulterede i en anholdelse af Johnny Depp den 13. september 1994, klokken 5.30 om morgenen. Han havde angiveligt totalsmadret et hotelværelse, men politiet fandt Moss uskadt, mens Depp var påvirket.
Johnny Depp betalte for skaderne på hotellet The Mark på Manhattan, og politiet droppede sigtelserne på den betingelse, at Johnny Depp holdt sig på den rigtige side af loven i seks måneder.
– Johnny har åbenlyst et temperament, sagde instruktøren John Waters, der var venner med Johnny Depp, dengang, før han fortsatte:
– Men dette var jo en ganske lille forseelse. Måske har deres room service været dårlig.
Festen over alle fester
Da Moss skulle fejre sin 21-års fødselsdag, arrangerede Johnny Depp en kæmpefest for hende på sin natklub, The Viper Room.
Men også denne fest gik over gevind. Særligt for én festdeltager - den australske skuespiller Jason Donovan - som fik et anfald efter indtagelse af massive mængder kokain.
I sin erindringsbog fra 2007 fortalte han om den skrækkelige episode.
– Jeg havde været spændt på festen i ugevis. Hvem ville ikke have været det? Det er jo ikke hver dag, man modtager en invitation fra Johnny Depp, skrev han.
– Jeg vidste, at det ville blive festen over alle fester.
Johnny Depp og Kate Moss gik fra hinanden i 1997, men hang alligevel ud, da filmfestivalen løb af stablen i Cannes i 1998. Og her var det supermodellen, der endte i store problemer med hotelpersonalet på det eksklusive Hotel du Cap.
Efter at have rendt rundt kun iført bikini på hotelgangene, smadrede også hun angiveligt sin suite, og den dag i dag har Kate Moss stadig livslang karantæne fra stedet.
Årevis med gråd
Moss indrømmede overfor Vanity Fair, at hun brugte ”årevis” på at græde over bruddet.
– Der er aldrig rigtig nogen, der har lykkes med at passe på mig. Johnny lykkedes i en kort periode, sagde hun.
– Jeg stolede på ham. Og troede på de ting, han sagde. Hvis jeg for eksempel spurgte: ”Hvad gør jeg nu?” så havde han svaret. Og det var det, jeg savnede, da han forlod mig. Jeg mistede virkelig én, jeg kunne regne med. Et mareridt. År efter år med gråd. Åh, tårerne.
Årsagen til deres brud forklarede Johnny Depp siden i et interview med Hello Magazine.
Det skulle have været besvær med at få planlægningen og enormt meget arbejde til at gå op, der lå til grund.
– Jeg har aldrig været så følelsesmæssigt påvirket over en kvinde før, fortalte han.
– Og jeg har været så dum, for vi havde så meget godt kørende for os i det forhold, fortsatte han.
Depp fandt sammen med den franske sangerinde Vanessa Paradis, som han endte med at danne par med i 14 år. Sammen fik de datteren Lily-Rose Depp i 1999 og sønnen Jack i 2002.
I mellemtiden fandt Kate Moss og Libertines-forsangeren Pete Doherty sammen i et lige så stormfuldt og meget festpræget forhold. I dag er hun sammen med den britisk-tyske fotograf Nikolai von Bismarck, men onsdag stod hun ansigt til ansigt med 90’er-kæresten i retten i Farifax, Virginia.
Og talte absolut hans sag.