
Mads Mikkelsen får hovedrolle i dansk storfilm: Arbejder sammen med stjerneinstruktør igen

Den danske verdensstjerne Mads Mikkelsen vender tilbage i en hovedrolle i hjemlandet, når han senere på året begynder optagelser til filmen med arbejdstitlen ”Kongens land".
Og det bliver et samarbejde med en gammel ven – stjerneinstruktøren Nikolaj Arcel – som Mikkelsen arbejdede sammen med i 2012, da han spillede den kongelige livlæge Struensee i ”En kongelig affære”.
Det skriver produktionsselskabet Zentropa i en pressemeddelelse.
Fantastisk samarbejde
Optagelserne begynder til efteråret, og Mads Mikkelsen ser frem til at gentage samarbejdet.
– Jeg havde et fantastisk samarbejde med Nikolaj Arcel på "En kongelig affære", og jeg glæder mig enormt til at arbejde sammen med ham igen, siger skuespilleren om filmen, der beskrives som et barskt og episk drama.
Handlingen foregår i 1755, hvor Frederik V har sat sig for, at den store jyske hede skal opdyrkes. Drømmen er mere eller mindre umulig, for heden er en ødemark hærget af ulve og lovløse.

Mads Mikkelsen spiller rollen som kaptajn Ludvig Kahlen, der beslutter sig for at gøre forsøget.
– Vi dramatiserer et vigtigt og fascinerende kapitel i danmarkshistorien, siger Mads Mikkelsen.
Han kalder samtidig historien for "lidt af et eventyr".
Spiller overfor Amanda Collin
Instruktør Nikolaj Arcel fortæller, at biografgængerne kan se frem til at "komme helt tæt på hedens stædige pionerer og deres fjender".
Filmens anden hovedkarakter er husholdersken Ann Barbara, der søger tilflugt hos kaptajnen. Hun spilles af Amanda Collin.

– Jeg kniber mig selv i armen over at være en del af dette virkelig enestående projekt, siger Amanda Collin.
Hun er blandt andet kendt fra titelrollen i Christian Tafdrups "En frygtelig kvinde" fra 2017, samt den internationale rolle i HBO-dramaserien "Raised by Wolfes".
"Kongens land" er baseret på Ida Jessens bestseller "Kaptajnen og Ann Barbara" fra 2020.
Manuskriptet er skrevet af Nikolaj Arcel og Anders Thomas Jensen.
Sidstnævnte har arbejdet sammen med Mads Mikkelsen mange gange, senest på filmen "Retfærdighedens ryttere".
Optagelserne på "Kongens land" går i gang i september. Filmen ventes at få premiere i efteråret 2023.

