Teitur Skoubo dømt for voldtægt: – Hun skal med ind og have nogle slag
Veninden til Teiturs voldtægtsoffer trådte 30. november sidste år frem i Ekstra Bladet og fortalte om, hvordan hun så veninden spytte blod ud over sig selv og sine hænder.
Scenen udspillede sig, mens Teitur angiveligt stod ved siden af hende og forsøgte at få bukser på og komme ud af lokalet.
Det var blot to dage, efter Teitur Skoubo havde voldtaget hendes veninde på den skæbnesvangre aften i november.
Det blev Teitur dømt for
Realitystjernen Teitur Skoubo blev 25. maj kendt skyldig i at have voldtaget en kvinde i en lejlighed i det centrale Odense 28. november sidste år.
Det var en enig domsmandsret, der idømte den tidligere "Paradise Hotel"-vinder to år og seks måneders fængsel for fuldbyrdet voldtægt.
Teitur Skoubo blev kendt skyldig i at have øvet vold mod og voldtaget den forurettede kvinde, idet han tildelte hende fire-fem slag i hovedet og efterfølgende gennemførte samleje med den forurettede kvinde, selv om hun sagde stop, nej eller lignende.
Realitystjernen skal udover fængselsstraffen betale offeret 100.000 kroner i erstatning og skal desuden betale sagens omkostninger.
– HUN SKAL MED IND OG HAVE NOGLE SLAG
Sagen blev behandlet mandag og onsdag ved Retten i Odense, hvor alle involverede parter i sagen blev afhørt.
Her kom det blandt andet frem, at Teitur Skoubo var meget pågående overfor de to kvinder, før de ankom til lejligheden i Odense.
Ifølge veninden talte realitystjernen også meget hårdt til kvinden, der endte med at blive voldtaget.
– Han er meget bestemt og siger, at hun skal med ind og have nogle slag. I situationen er der ikke rigtig nogen af os, der tænker over det. Vi tror bare, at han lægger op til, at de skal ind og have hård sex. Og så går der egentlig ikke særligt længe, før hun begynder at skrige, udtalte veninden til Ekstra Bladet sidste år.
Retten i Odense besluttede som bekendt onsdag, at Teitur er skyldig i voldtægt, og at han samtidig har givet den forurettede kvinde adskillige slag.
INGEN KOMMENTARER
Fredag kom det så frem, at Østre Landsret har besluttet, at den tidligere "Paradise Hotel"-vinder skal forblive fængslet frem til behandling af sagen i Landsretten.
Det fik Teitur Skoubos forsvarsadvokat, Rasmus Sølberg, til at reagere prompte – han vil ansøge om tilladelse til at få varetægtsfængslingen taget op i Højesteret.
SE og HØR forsøgte at få en kommentar fra forsvarsadvokaten om, hvordan Teitur Skoubo har det, efter han onsdag blev kørt direkte i Odense Arrest efter dommen. Han har ingen kommentarer.