Begik hærværk mod kunstværk: Får støtte fra kollegaer
"Fuck Jorn"
Så klart lyder budskabet fra Kristian von Hornsleth, Poul Pava og den hærværks-sigtede kunstner Ibi-Pippi.
Budskabet kommer efter Ibi-Pippi 29. april ifølge kunstneren selv "modificerede" et berømt Asger Jorn maleri på Jorn Museet i Silkeborg.
Her påklistrede Ibi-Pippi et billede af sig selv oven på den berømte ælling og signerede desuden værket, da det ifølge hende nu er et Ibi-Pippi værk.
Det har fået de tre kunstnere til at gå sammen om et værk, der skal støtte Ibi-Pippi økonomisk ved den kommende retssag.
Artiklen fortsætter under billedet...
De to kunstnere tilkendegiver dermed deres støtte til Ibi-Pippi, der ellers har fået en del kritik rundt om i landet efter sin happening på Jorn Museet i Silkeborg.
Selv siger kunstnerne, at værket netop er en kommentar til Ibi-Pipis modificering af Asger Jorn-maleriet.
- Det er ofte med store konsekvenser at bryde de småborglige paradigmer i kulturen og det kan være svært at forstå en fritænker som Ibi-Pippi i en ufri verden
- Men hvis vi giver plads til eksperimenterne, giver vi plads til udvikling af hele kulturen, - i sidste ende mod mere fred og mere demokrati, udtaler Kristian von Hornsleth i forbindelse med pressemeddelelsen om støtteværket.
Maleriet fra de tre kunstnere udbydes nu til salg med en startpris på 150.000 kroner.
Indtægten fra salget går ubeskåret til at støtte Ibi-Pippi i den kommende retssag, fremgår det af pressemeddelelsen.