Jens Stryger Larsen er blevet far
– Vores største præstation af alle.
Sådan starter Emilie Sylvest Stryger Larsens opslag på Instagram, hvor hun har lagt et billede op af parrets nyfødte.
Hun fødte barnet i torsdags den 26. maj.
Og så fortæller hun ydermere, at de to har fået en pige, og hun skal hedde Holly!
Tilbage i december fortalte fodboldstjernen, at der var en familieforøgelse på vej.
– Et lille liv vokser – og et nyt kapitel skal til at begynde. Vi kan ikke vente med at møde dig, skrev han på sin Instagram-profil dengang.
Nu er ventetiden ovre. Og de to kan nu kalde sig forældre.
Fodboldmæssigt har det langt fra været et år, der er gået Jens Stryger Larsens vej.
Han blev fuldstændig frosset ude af sin italienske klub Udinese, og den danske wingback har ikke været i kamp for klubben overhovedet i 2022.
Det blev kun til i alt 11 Serie A-kampe i hele 2021/2022-sæsonen.
Men mon ikke at 2022 alligevel bliver et år, der i fremtiden bliver set tilbage på med et stort smil.
For der er bare ting i livet, der er vigtigere end fodbold.
Og der skete også lidt i 2021.
Efter EM-slutrunden blev parret nemlig gift.
Han friede ellers allerede i 2019, men så kom coronaen og udskød brylluppet.
Men han fik stadig sit ja.
Hvad er næste destination?
31-årige Jens startede sin karriere i Brøndby IF, hvor det blev til 91 kampe på den københavnske vestegn.
Siden da gik turen til FC Nordsjælland, derefter Austria Wien og så endte backen i italienske Udinese, hvor han lige nu slår sine folder.
Men det bliver efter alt at dømme kun til og med juni.
Her har danskeren nemlig udløb.
Dermed er Stryger Larsen fri til at finde en ny klub, og dermed også et nyt sted at opfostre datteren Holly.
Som mulig ny klub er Brøndby angiveligt blandt bejlerne til den danske landsholdsspiller.