Sidney Lees kendte fætter om begravelsen: Ambivalent oplevelse
Fredag blev Sidney Lee begravet ved en privat begravelse for familien og de nærmeste venner.
Med var den tidligere "Paradise Hotel"-deltager Daniel Trier, som de færreste nok vidste var i familie med den afdøde reality-legende.
- Det var en utrolig ambivalent oplevelse. Det er meget trist at dø i så tidlig en alder, men samtidig var det en smuk oplevelse, fordi tingene foregik på hans præmisser, siger Daniel i et interview med SE og HØR.
Man skulle nærmest tro, at Sidney selv havde planlagt sin begravelse. For den indeholdt alt det, han elskede.
Artiklen fortsætter under billedet...
- Der blev spillet Slayer, og der blev hældt Cult Shaker, en ”son of a bitch”, ud over hans grav. Al det ikoniske, han stod for. Solen skinnede, samtidig med det regnede gennem hele begravelsen, så det var meget ambivalent, fortæller Daniel.
Sidney var Daniels grandfætter, og selv om de ikke havde kontakt på ugentlig basis, så var den nu afdøde tv-stjerne med til at inspirere Daniel.
- Han har altid været en inspiration for mig på mange måder, men det var nok ikke ham, der gjorde udfaldet til, at jeg var med i ”Paradise”, fortæller Daniel, som også fik nogle gode tv-råd af sin garvede grandfætter:
- Vi talte lidt om det op til. Han gav mig nogle fif, men han gjorde det altid på sin egen måde.
Artiklen fortsætter under billedet...
Selv om Daniel ikke havde det tætteste bånd til sin grandfætter, så var det en rørende oplevelse for ham at være med til begravelsen, fortæller han.
Daniel har kendt Sidney hele sit liv, men alligevel har han den dybeste respekt for ham.
- Det var ikke så ofte, vi så hinanden. Det var mest til familiesammenkomster og sådan noget, men han var rigtig tæt med min tvillingesøster på et tidspunkt. Jeg har altid haft en dyb respekt for ham. Han var altid sig selv, siger Daniel og uddyber:
- Han var utroligt intelligent, men på mange måder var han, som han var på kamera, fordi han var så oprigtig en person. Mange har kaldt ham uintelligent, og det er der ikke nogen i familien, der er enige i.