Her er prisen på slottet
Valdemars Slot på Tåsinge har nu officielt fået en ny ejer.
Ifølge Tingbogen er 43-årige Louise Albinus – kendt som Duddi – nu ene-ejer af eventyr-slottet, som sidste år blev sat til salg for 165 mio. kr.
En strid mellem de to søstre og tidligere baronesser – 43-årige Duddi og 46-årige Caroline – var årsagen til at de historiske bygninger, der har tilhørt familien i 345 år, risikerede at blive opkøbt af en oliesheik eller af en russisk oligark.
Men til stor lettelse for mange indbyggere på Tåsinge og i og omkring Svendborg bød Duddi på slottet, som hun via sine aktier i Valdemars Slot Gods i forvejen ejede halvdelen af.
Ifølge Tingbogen blev prisen for Valdemars Slot 106.300.000 kr. - altså omkring 60 mio. kr. mindre end den oprindelige udbudspris. Dertil kommer tre marker ved Gammel Nyby. Jorden der blev solgt for 4,5 mio. kr., så den samlede sum løber op i 110,8 mio. kr.
Duddi overtog slottet 15. maj. Få dage inden havde Caroline tømt slottet for møbler, tæpper, malerier og for det meste øvrige indbo, som alt sammen tilhører hendes ældste søn Alexander.
Der venter derfor Duddi og hendes mand Nikolaj Albinus en stor udfordring i at forvandle Valdemars Slot til en forretning, som løber rundt.
Indboet fra Valdemars Slot forventes solgt på en auktion og pengene herfra tilfalder 18-årige Alexander Fleming.
Pengene fra salget af Valdemars Slot, tilfalder Valdemars Slot Gods A/S, som Caroline Fleming og Duddi hver ejer halvdelen af.
Reelt har Duddi således "kun" betalt 55,4 mio. kr. - altså halvdelen af salgssummen - for at overtage sin storesøsters andel og blive eneejer af slottet.