Alex om kæresten: Vi har ikke travlt
Regnen silede ned, da grevinde Alexandra forleden – som det er en årlig tradition – gik en tur i Københavns gader til fordel for Parkinsonforeningen.
En langsom slentretur som gav SE og HØR mulighed for at få en statussnak med den tidligere prinsesse, der stadig er ved at finde sig til rette med kæresten, den succesfulde forretningsmand og medstifter af internetvirksomheden Wikifactory, Nicolai Peitersen, som bor i Kina.
Parret fandt hinanden i sommer og fortalte hurtigt, at de ville flytte sammen, men turtelduerne har stadig ikke samme adresse, lyder det.
– Ting tager tid, og det er noget, han skal tale med sin familie om. Der er også lock down i Kina, så det er lidt svært. Vi tager det stille og roligt, og vi har nået en alder, hvor der ikke er ting, der skal nås med børn. Vi har begge vores forskellige børn, så vi tager den med ro og nyder hinandens selskab. Det er en langvarig proces, og der er ikke nogen fast dato. Men vi er stadig sammen, beroliger Alexandra, der ligeledes holder fast i sin Parkinson-protektion, som en af de sidste, hun har tilbage, efter hun forlod Kongehuset.
Tid til drengene
Denne sommer har Alex da også planer om at bruge mere tid sammen med prinserne, Nikolai og Felix på nu 22 og 19 år.
– Jeg vil meget gerne på ferie med mine børn, men når de bliver større, så har de også deres egne aktiviteter og planer, så vi skal lige have det hele til at hænge sammen. Men heldigvis er vi meget tætte, og vi holder sammen. De skal selvfølgelig have tid med venner og far og mor, så det hele skal passe, lyder det fra Joachims ekskone.
Begge prinser har da også travlt med både Mærsk-job og uddannelse og med jævne mellemrum deres modeljob – et område hvor lillebror-Felix nu er gået i storebrors fodspor.
– Det var skønt, at Felix fik kampagnen hos Georg Jensen. Jeg gik forbi i lufthavnen og er en meget stolt mor. Begge drenge tager det stille og roligt i forhold til modelkarrieren, og det er ikke en fast ting for dem. Det er mere, når det passer ind i studie, og hvad de har lyst til at ligge navn til, siger Alex.
Passer på mor
Endelig har Alexandra sin nu 89 år gamle mor, Christa Maria Manley, at tage sig af.
I julen 2021 fortalte grevinden, at hun næsten ikke havde set moderen i to år på grund af coronarestriktioner, men i februar rejste Alexandra omsider til Wien for at fejre sin mors fødselsdag, og forleden var hun tilbage i alpelandet.
– Hun er blevet gammel, mine søstre og jeg var nede og besøge hende, hvor hun fyldte 89. Hun er ved godt mod, og vi talte med hinanden forleden, og hun sagde at hun havde det strålende. Hun har det godt i betragtning af, hvor gammel hun er, fortæller Alex.