Se de private billeder: Nu er prins Gustav og Carina ENDELIG gift
Efter 20 års kamp fik 53-årige prins Gustav endelig sit livs kærlighed Carina Axelsson.
Parret sagde i går deres "ja" til hinanden i de smukkeste omgivelser i slotskapellet i Schloss Berleburg i Tyskland.
Prinsen, der er søn af prinsesse Benedikte, har kæmpet i årevis for at få sit livs kærlighed. Og hun har kæmpet for at få ham.
Men selv om de mødte hinanden for 20 år siden, er det først nu, at de bliver mand og kone. Og det skyldes både et testamente forfattet af prins Gustavs farfar og en arvestrid med en grandonkel, men lad os starte med testamentet.
Prins Gustavs farfar, Gustav Albrecht af Sayn-Wittgenstein-Berleburg, skrev i sit testamente, at det var et krav, at den person, der arvede Berleburg Slot, skulle gifte sig med én, der var adelig, arisk og protestant.
Og det krav kunne prins Gustav, der stod som arving til slottet i Bad Berleburg, altså ikke leve op til med sin svensk-mexicanske kæreste, der havde en katolsk baggrund.
Som om der ikke var nok hindringer på banen, så måtte prins Gustavs kort efter sin fars død i 2017 kæmpe for at beholde slottet.
Hans grandonkel, prins Ludwig-Ferdinand, kom nemlig på banen og hævdede, at han var den retmæssige ejer af slottet
I tre år kørte sagen ved forskellige retsinstanser, og i 2020 blev det så afgjort, at prins Gustav var slottets retmæssige ejer.
Ydermere afgjorde retten, at farfarens testamente var i strid med menneskerettighederne, og nu var vejen altså banet for, at prins Gustav endelig kan få sit livs kærlighed.
Fredag indledte parret så deres to dage lange kærlighedsfest. Her blev de borgerligt viet i slotshavens lysthus foran 40 gæster.
Lørdag stod den så på den helt store kærlighedsfest i slotskapellet i Schloss Berleburg i Tyskland, og blandt andre kronprinsparret, prins Joachim og prinsesse Marie samt skuespiller Ellen Hillingsø og hendes mand Christoffer Castenskiold.