Krimi7. juni 2022

Knivoffer i yderst kritisk tilstand: Mistænkt er anholdt i Italien

En 40-årig mand, der er mistænkt for knivstikkeri i Hobro, er anholdt i Milano

En 40-årig mand, som har været efterlyst for at have stukket en 37-årig mand ned i Hobro, er mandag blevet anholdt i Milano i Italien.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den nu anholdte mand mistænkes for med kniv at have stukket en 37-årig mand fredag aften på en adresse på Randersvej i Hobro.

Den 37-årige blev alvorligt såret. Han fik førstehjælp på stedet og blev efterfølgende fløjet med helikopter til behandling på hospitalet.

Tirsdag er han ifølge politiet stadig i "yderst kritisk tilstand".

En 40-årig mand blev hurtigt mistænkt i sagen, og lørdag valgte politiet at efterlyse ham med navn og foto.

Søndag blev han fremstillet og fængslet i et grundlovsforhør in absentia - altså uden selv at være til stede. Det betød, at der kunne udstedes en international arrestordre på ham.

Nordjyllands Politi kan ikke sige noget nærmere om anholdelsen, men den skete mandag i lufthavnen i Milano i det nordlige Italien.

Takker borgerne

Politikommissær Carsten Straszek er tilfreds med den hurtige anholdelse, og fortæller, at man nu arbejder på hurtigst muligt at få den anholdte udleveret til Danmark.

– Det har jeg ikke på nuværende tidspunkt tidshorisonten på. Vi har respekt for den proces, der nu skal køre hos vores kolleger i Italien – og så er vi klar til at hente den anholdte mand til Danmark, når italienernes politiarbejde i forbindelse med anholdelsen er afsluttet, udtaler han i pressemeddelelsen.

Carsten Straszek understreger, at politiets efterforskning af sagen stadig er i fuld gang.

– Vi efterforsker på fuldt blus. Vi har stadig et stort arbejde foran os. Det består blandt andet i at kortlægge hele forløbet før, under og efter knivstikkeriet, lyder det fra politikommissæren.

Han takker alle borgere, der har henvendt sig med oplysninger om sagen, der af politiet behandles som drabsforsøg. Samtidig opfordrer han stadig folk til at henvende sig, hvis man har oplysninger i sagen.

/ritzau/

Kontakt
Willy Bangsholt

Telefon
33300470

Mail
politi@ritzau.dk

En 40-årig mand, der lørdag blev efterlyst med navn og foto efter et knivstikkeri i Hobro, blev mandag anholdt i lufthavnen i Milano i det nordlige Italien. (Arkivfoto). - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

LINK

Pressemeddelelse fra Nordjyllands Politi

TIDLIGERE VERSIONER

15.30 1. version

EMNER

politi

Sponsoreret indhold