Dansk politiker raser over politiet: Det er det vildeste, jeg har oplevet
– Gad vide om mine partilederkollegaer også er blevet stoppet af politiet på #fmdk (Folkemødet, red.) og bedt om at give navn og CPR-nummer?
Sådan skriver den danske politiker Sikandar Siddique i et tweet på sin Twitter-profil.
I tweetet er også en video, hvor man kan se partilederen stå med tre betjente, der tilsyneladende tilbageholder politikeren.
Det er Frie Grønnes leder alt andet en tilfreds med på videoen, hvor man tydeligt kan se, at han er oprevet.
– Okay, venner, jeg står her på Folkemødet og har lige været til partilederdebat, siger Sikandar Siddique i starten af videoen, før han bliver afbrudt af en betjent.
Da Siddique ikke vil lade betjenten tale ud, lyder det bestemt fra betjenten.
– Prøv at hør, det skal ikke være en scene, at politiet retter henvendelse.
Herefter bliver der klippet i videoen, og Siddique kan nu fortælle om sin utilfredshed til kameraet.
– Jeg vil sige, det her er det vildeste, jeg har oplevet.
– Jeg bliver stoppet på Blågårds Plads som 15-årig, men som 35-årig politisk leder for Frie Grønne, hvor jeg lige har været oppe og diskutere med partilederne, så bliver jeg gud fandeme stoppet af politiet her. Og jeg bliver bedt om at give mit navn.
– Det her er fuldstændig sindssygt, siger politikeren og kigger i retning mod betjentene.
Læser man resten af hans tweet, er man ikke i tvivl om, hvorfor han tror, at han er blevet stoppet af ordensmagten.
– Og så siger politiet, at de ikke har et problem med etnisk profilering.
På Twitter har Bornholms Politi kommenteret tjekket af Sikandar Siddique.
– Vi er opmærksomme på, at der på Sikandar Siddiques Twitter-profil ligger en video, hvor han udtrykker utilfredshed med politiet. Vi undersøger de nærmere omstændigheder og vender tilbage. Vi har derfor ikke yderligere på nuværende tidspunkt, skriver politiet.
Se videoen herunder
Noget om snakken?
Visse tal kan tyde på, at Sikandar Siddique måske har fat i noget.
I marts viste en ny rapport fra Institut for Mennskerettigheder, at etniske minoriteter oftere bliver sigtet i sager, der ender med påtaleopgivelse eller frifindelse.
Rapporten konkluderede, at 11 procent af sigtelserne af etniske danskere ender med, at sigtelsen droppes, eller at den sigtede bliver frifundet.
Til sammenligning sker det for henholdsvis 14 og 16 procent af sigtelserne af indvandrere og efterkommere.