Slotsbryllup i det fri: Endelig fik Tobias Dybvad sin Marie Stegger
Dybvad havde i weekenden et drømmebryllup på Dragsholm Slot.
Komikeren kunne lørdag sige 'ja' til sin nu hustru Marie Stegger Schmidt.
Tobias Dybvad gik på knæ for sygeplejersken på Maui i 2019, og her tre og et halvt år efter kunne de to endelig få papir på deres forhold.
Parret holdt deres bryllup i flotte omgivelser på Dragsholm Slot på Vestsjælland.
Tobias Dybvad bekræfter den glædelige nyhed med et Instagram-opslag.
- Lykkefløde, skriver han til billedet af ham, hustruen og deres fælles søn Charley, som de fik i sommeren 2019.
Med til brylluppet var blandt andre Tobias Dybvads gode venner og stand-up-kolleger Simon Talbot og Nikolaj Stokholm. Det afslører deres respektive partnere på Instagram.
Brylluppet foregik udendørs, og da den smukke brud gik op mod komikeren, var det til mere moderne toner, end vi er vant til i kirken. Det afslører en video som Simon Talbots hustru Katrine Køhler har delt.
Måske som en skjult besked til bruden var det til lyden af Jamie XX's 'Reconsider'.
I august 2018 kunne Tobias Dybvad afsløre, at han havde fundet kærligheden med sygeplejersken, og nu er de to altså blevet ægtefolk.