Langeland ramt af "Linde-effekt": – Hvor er det nu lige, huset ligger?

Danskerne er vilde med Sofie Linde. Og det er de tilsyneladende også blevet med Langeland.
For spørger man ejendomsmæglere på øen, som er beliggende mellem Fyn og Lolland, kan det mærkes på boligsalget, at det populære TV 2-program "Linde på Langeland" er rullet over skærmen hjemme i stuerne.
Det skriver Berlingske, der har talt med mæglere fra EDC, DanBolig og Nybolig.
Ifølge Benny Boesgaarrd, der er indehaver af EDC Langeland, er der faktisk ingen tvivl om, at programmet har haft en positiv effekt på øen.
– Der har været en stor interesse for især fritidshuse, og det er sjovt, at stort set alle nævner programmet under fremvisningen. Bagefter er der mange, der spørger: 'Hvor er det nu lige er huset ligger'?, fortæller Benny Boesgaard, der er indehaver af EDC Langeland.

Det samme gør sig gældende blandt kunderne hos Nybolig Langeland og DanBolig Langeland.
Hos Nybolig kan succesen nemlig også fornemmes, idet snakken hurtigt kan falde på "Linde på Langeland" under firmaets fremvisninger på øen, fortæller indehaver Morten Albertsen.
Om det så er på grund af programmet, er Johnny Didriksen fra DanBolig dog usikker på. Men en ting er sikkert – der er en øget trafik i boligsalget i området, hvor familien Lindes sommerhus ligger.
Fælles for de tre ejendomsmæglere er de altså overbeviste om, at Sofie Lindes "lille" renoveringsprojekt har givet øen en positiv omtale, som har gjort danskerne nysgerrige på, hvad øen kan tilbyde.
De understreger dog, at boliginteressen for øen for alvor tog fart under coronapandemien, og derfor er det altså ikke udelukkende på baggrund af den populære tv-serie, at folk har spærret øjnene op for dets idyl.
Ifølge Nielsen var "Linde på Langeland" det syvendemest sete program i Danmark i forrige uge. Her så 407.000 seere med på flow-tv og streamingtjenester på dagen, hvor afsnittet kom ud.