Dårligt nyt om vejret: Roskilde Festival bliver mere og mere våd

Det er med at få presenningen frem og pakket tøj og sko godt ned i nogle plastiksække, for nu kommer der for alvor regn.
Ifølge vagthavende meteorolog kan festivalgæsterne godt indstille sig på mandag at få en våd aften og nat i og udenfor teltet – og det lyder ikke til at være på den gode måde.
– Det ser ud som om, at i morgen bliver meget varm, men om aftenen og natten til tirsdag er det ret sikkert, der kommer nogle kraftige regn og tordenbyger, lyder det fra meteorolog Bolette Brødsgaard.
Er skaden sket og soveposen er druknet, så er der dog håb for resten af ugen. Tirsdag er der nærmest garanti for tørvejr og høj sol.
– Så kan man jo få tørret sit tøj eller sin sovepose i solen igen, siger Bolette Brødsgaard.
Ved ikke, hvornår det rammer
Men glæden er kortvarig, for når vi rammer onsdag, torsdag og fredag, hvor musikken begynder, så er regnen desværre uundgåelig.
– Lige nu ligger vi i en vejrstrømning med mange byger. Tirsdagen er vi ret sikre på bliver tør, men onsdag ser det ud til, at der igen kommer byger og det samme med torsdag.
Bolette Brødsgaard opfordrer derfor til at holde øje med DMI’s radar, for det er ikke til at sige, om regnen falder, når du står under åben himmel foran Orange Scene om dagen eller i læ ved Arena om aftenen.
Temperaturen er god nok
En ting kan man dog godt regne med – og det er temperaturen. For selv om den bliver koldere efter i morgen, så holder den sig oppe på de varme grader.
– Fra tirsdag og festivalen ud vil dagtemperaturen ligge på 20-25 grader, og så bliver det selvfølgelige langsomt koldere, så der vil det være en god idé med en varm trøje til aftentimerne.
– Medmindre man selvfølgelig har drukket sig rigtig fuld, og på den måde kan holde varmen, siger Bolette Brødsgaard, vagthavende meteorolog hos DMI.