Klarer ikke test: Cykelairbaggen Hövding er måske ikke så sikker, som du tror

Den oppustelige cykelhjelm virker til at være aldeles populær, når man kigger på de danske cykelstier, men Hövding kan ikke i alle tilfælde redde dit liv.
For cykelhjelmen, der ellers er slået op på at være verdens mest sikre cykelhjelm, har ikke kunnet følge med i de nyeste test. Det skriver det svenske nyhedsbureau TT ifølge Dagens Industri.
Derfor har det svenske forsikringsselskab Folksam nu trukket dets anbefaling af cykelhjelmen tilbage.
Ifølge forsikringsselskabet sker de fleste ulykker med biler, der kører med 40 km/t, men netop den test kan Hövding ikke klare. Den når simpelthen ikke at blive pustet op. Det viser test fra det tyske statslige testinstitut Bundesanstalt für Straßenwesen (BaST) ifølge Folksam.
Ville ikke deltage i test
Folksam forsøgte selv at foretage samme test som det tyske testinstitut, men Hövding valgte ikke at deltage, lyder det fra Folksam.
– Hovedbeskyttelsen skal mærke, at der sker en kollision, og vi fik svaret, at det ikke vil virke ved de hastigheder, siger Helena Stigson, der er forsker hos forsikringsselskabet Folksam.
Fakta om Hövding
Hövding er en diskret krave, cyklisten bærer om sin hals. Kraven indeholder en sammenfoldet airbag, som udløses på 0,1 sekund, når den er involveret i en ulykke. I en stor test af cykelhjelme, udført af Folksam, blev det påvist, at Hövding har 3 gange bedre stødoptagelsesevne end alle traditionelle cykelhjelme. Hövdings airbaghjelm til cyklister kan i dag fås på 16 markeder i Europa og i Japan.
Kilde: Hövding
Hövdings hovedbeskyttelse reagerer ifølge Folksam 80 millisekunder inde i kollisionen, og så bruger den 100 millisekunder, før den er fuldt oppustet.
Men når en cyklist støder sammen med en bil, går det langt hurtigere, end at Hövding kan følge med.
Ingen kan leve op til kravet
Hövding har siden Folksams udmelding svaret på kritikken.
– Vi valgte at deltage i Folksams test i 2020, hvor vi klarede os bedst i alle tests. Efter dette er vi fortsat med at gennemføre højhastighedstests og har videreudviklet algoritmen for at gøre Hövding sikker ved højere hastigheder, end kravene foreskriver i dag, siger Hövdings CEO Sofia Svensson i en pressemeddelelse.
Men ifølge Hövding er der ingen cykelhjelme i dag, der er udviklet til at kunne klare en ulykke med en bil på 40 km/t, som Folksam har taget udgangspunkt i, i den nye test, skriver de i en pressemeddelelse.
Virksomheden skriver også, at Hövding i alle tidligere tests fra Folksam har vist en beskyttelsesgrad, der overgår alle andre hovedbeskyttelser på markedet.
– Dette har ikke ændret sig, og airbaggen er stadig uovertruffen, når det handler om beskyttelse mod hjernerystelse og hjerneskade, skriver Hövding.
På trods af, at Folksam fjerner anbefalingen af Hövding, anbefaler man stadig, at cyklister bruger Hövding, hvis alternativet er, at man ikke har en form for hovedbeskyttelse på, lyder det fra Helena Stigson fra Folksam.
– Vores anbefaling er at bruge en cykelhjelm, der sidder på hovedet. Men så er der der personer, der ikke kan forestille sig at have cykelhjelm på og i de tilfælde er det klart, at en Hövding beskytter bedre, end hvis man cykler uden hjelm, siger Helena Stigson.