Ireland Baldwin med skræmmende afsløring: Blev voldtaget som teenager
Efter den amerikanske Højesteret fredag besluttede at tilbagekalde kvinders ret til abort i USA, har flere store stjerner taget bladet fra munden.
Billie Eilish kaldte det blandt andet for en “sort dag for kvinder”, mens Oliva Rodrigo fra scenen til Glastonbury festivalen kunne råbe: “Vi hader jer!”.
Alec Baldwins ældste datter, Ireland kunne søndag ligeledes melde sig ind i debatten, da hun på sin TikTok kunne dele, hvordan hun som teenager blev voldtaget og siden, da hun var i et giftig forhold, måtte få en abort.
– Jeg blev voldtaget, da jeg var teenager, og jeg var fuldstændig bevidstløs, da det skete. Det ændrede resten af mit liv, indleder hun og fortsætter:
– Jeg fortalte det ikke til nogen, ikke i flere år. Den eneste person, der vidste det, var den sygeplejerske, der behandlede mig kort efter. Jeg fortalte det ikke engang til min daværende kæreste eller mine forældre, lyder det ærligt fra hende.
Baldwin delte det altså hverken med sin mor, Kim Basinger eller Alec Baldwin og hemmeligheden gjorde “skade” på flere af dem, hun havde nært, fortæller hun.
Hun fortæller videre, hvordan hun endte ud med at være i et ganske giftigt og voldsramt forhold, og at hun her pludseligt blev gravid.
Noget, den seneste abortdebat fik hende til at tænke tilbage på.
– Vi var ulykkelige sammen, og han var ikke bleg for at fortælle mig, at han ikke ønskede hverken børn eller et ægteskab.
Dengang valgte hun at ende graviditeten ved at få en abort.
– Jeg fik en abort, for jeg vidste præcis, hvordan det ville være at blive født ind i en familie med to personer, der hader hinanden, siger hun ærligt.
Baldwinds forældre, Kim Basinger og Alec Baldwin var gift fra 1993 til 2002, og siden gik de gennem syv års ganske offentlig skilsmissekrig, da de begge kæmpede for forældremyndigheden over Ireland.
– Jeg valgte mig selv, og jeg vil vælge mig selv igen. Det er dit liv, det er din beslutning, slutter hun den stærke video.