Jonas Vingegaard får hjælp fra svigermor Rosa: Satser på sejr
LÆS OGSÅ: Bliver en glat affære
For et år siden var det meget lidt, Rosa Kildahl vidste om cykelsport. Og hun anede ikke, hvilken pragtpræstation hendes svigersøn, Jonas Vingegaard, ville imponere hele verden med.
Men i takt med at den danske bjergrytter rykkede sig længere og længere op på resultatlisten i verdens hårdeste cykelløb, Tour de France, steg begejstringen.
– Nu har jeg haft et helt år til at vænne mig til, at han er en super toprytter, siger 64-årige Rosa Kildahl.
I Paris blev han nummer to på podiet. Og i år håber svigermor, at han kan tage endnu et skridt op på skamlen.
– Hvis han har en idé om at gøre det bedre end sidste år, så er der kun en vej, så jeg tænker, at det er det, vi går efter alle sammen, kommer det med et smil fra Rosa.
Tour de bedste
Hun er selv med på sidelinjen hele vejen fra København til Paris.
– Vi forlader Danmark, når vi er færdige i Sønderborg, og så kommer jeg først tilbage, når vi er kommet til Paris, og også har holdt ferie i Frankrig, siger Rosa.
Hun kører af sted sammen med sin datter Trine og barnebarnet Frida på knap to år.
– Frida er ikke vild med at være til cykelløb hele tiden, så for mig bliver det en blanding af at underholde hende, at se cykelløb og så tager vi også nogle fridage, forklarer Rosa om arbejdsfordelingen.
Adgang til Trines farmand er ikke en mulighed under cykelløbet.
– De får slet ikke lov at se ham, fortæller Rosa.
Derfor giver det Jonas Vingegaard og hendes datter en tryghed at vide, at Rosa står klar i kulissen, når han kæmper sig igennem Pyrenæerne og Alperne.
– Det ved jeg, at de nyder. Det er en stor hjælp for dem, at jeg kan være der, når Jonas ikke kan. Jeg vil gerne gøre alt for dem, men jeg vil heller ikke være påtrængende, siger Rosa, der sidste år solgte sit firma for at frigive mere tid til familien.
Ikke et hemmeligt våben
Hun tager dog stadig ud og holder foredrag. Og så elsker hun – til svigersønnens store glæde – at stå i køkkenet.
– Jonas er stadig den samme, og han elsker stadig min mad.
Sidste år fortalte Rosa, at hendes gulerodskage var blandt svigersønnens favoritter.
– At den kage skulle være et hemmeligt våben, det kan jeg svare nej til. I den sammenhæng betyder det ikke noget, kommer det med et stort grin fra Rosa, som ikke vil give sin Gulerodskage æren, hvis Jonas ender i den gule trøje.