Karsten fløjet til Mauritius: Bortført af Janni
Han orkede ikke sol og strande. Men det er lige præcis det, Karsten Ree får, når han lørdag den 2. juli fylder 77 år.
For i dag, onsdag den 29. juni, bortførte hans kone, Janni, ham og fik ham – hvis alt gik efter planen – ombord i et fly til Paris, hvor han fik at vide, at han bagefter skulle videre til Mauritius.
– Vi lander på Mauritius torsdag, og så har han fødselsdag på lørdag, hvor han bliver fejret, afslører Janni overfor SE og HØR
Ingen sol, tak!
Karsten havde ellers flere forbehold i relation til Jannis overraskelse til ham.
– Han sagde: “Jeg skal ikke på solferie og jeg skal ikke til Seychellerne igen”. Så han dør. Men vi skal bo i en kæmpe villalejlighed med egen pool, så jeg er sikker på, han overlever det, siger hun og slår sin karakteristiske latter op.
I alt får parret tre hele dage på Mauritius, inden de atter flyver hjemad.
– Han sidder og tæller timerne og tror, han skal til Egypten, og han fatter ingenting.
Skal holdes hemmeligt
– Selve dagen vil jeg planlægge, når vi er dernede. Jeg skal lige se stedet, så jeg kan se, hvordan jeg kan overraske ham. Om vi kan spise på stranden og den slags, lyder det fra Janni, der frygter, at snushanen vil forsøge at afsløre planen.
– Han vil sikkert spørge en stewardesse, hvor vi skal hen. Jeg tror, han er spændt. Han lader altid som ingenting, men han er begyndt at røre på sig, fortæller hun.
Så møder du Karsten onsdag efter at have læst denne artikel, så fortæl ham endelig ikke, hvad han skal.