Kommer der en ”drift”-app?: ”Salsa”-instruktøren er blevet kontaktet af flere interesserede

Det skabte store overskrifter, da Nikolaj Coster-Waldaus to døtre, Filippa og Safina, tonede frem i hede sexscener i ungdomsserien ”Salsa” på DR 3.
Det er den fiktive sex-app Drift, der er centrum for serien, som sætter fokus på venskab, sex, lyst og samtykke.
Et brandvarmt emne, som har lokket en masse seere til skærmen.
I et interview med Soundvenue fortæller manden bag serien, Jonas Risvig, at ”Salsa” ligger i toppen af listen over mest sete streamingprogrammer på DR3 nogensinde.
Blandt de mange begejstrede seere sad også en række app-udviklere.
- Jeg har fået sindssygt mange beskeder, hvor folk skriver, ”Jonas, du er nødt til at lave appen” eller ”Du må virkelig ikke lave den”. Jeg er blevet kontaktet af app-udviklere, der har skrevet, at de kan have den klar om en måned. Så fiktionen har bevæget sig ud i virkeligheden på en syret måde, afslører han over for mediet og fortsætter:
- Der var nogle piger fra Aurehøj Gymnasium i 3.g, der skrev til mig, at det ville ændre hele deres sommer, hvis den app kommer ud, at det ville være så fedt. Så man sidder pludselig med et meget mærkeligt ansvar.
Instruktøren er splittet i forhold til en fremtid for Drift i virkelighedens verden. Men en ting er sikkert: Han kommer ikke selv til at føre den ud i livet.
- Jeg har virkelig været i tvivl omkring, hvorfor folk vil have den. Jeg har også tænkt tanken, at hvis jeg ikke gør det, er der sikkert nogle andre, der gør. Men jeg tror ikke, jeg skal være app-udvikler.
- Jeg tror til gengæld gerne, at jeg vil blive ved med at lave serier, der kan sætte ild i nogle snakke, som har med de unges virkelige liv at gøre, siger succesinstruktøren, som tvivler på, at den vil gavne nogen, hvis den bliver en realitet.
- Hvis nogle føler, de kan lave den, så det gør noget godt for folk, så skal de have lov til at fyre den af. Men jeg er skeptisk omkring, at det kan lade sig gøre.