Kendte1. juli 2022

Komikerparret Ane Høgsberg og Lasse Madsen køber hus: Her skal de bo

Flytter tilbage til Sjælland efter "en smuttur" i det jyske - der var for langt til alle jobbene, siger parret i dag til SE og HØR
Ane Høgsberg og Lasse Thorup flytter nu tilbage til Sjælland.
Ane Høgsberg og Lasse Madsen flytter nu tilbage til Sjælland. Før de flyttede til Jylland i 2021, boede de nemlig i Sydhavnen i København.
 Fotocollage: Skråfoto/Hanne Juul

Fredag tog komikerparret Ane Høgsberg og Lasse Madsen endnu engang turen fra østjyske Risskov mod Sjælland.

Men hvor de - ofte på skift - de seneste måneder har slidt bilen helt ned til fælgene, så er det ikke endnu et job, der skal ordnes i det sjællandske.

De skulle nemlig hente nøglerne til deres nye hus i Sorø.

- Vi flyttede jo til Jylland sidste år, fordi vi ville have familien tættere på.

- Og fordi det var mere realistisk at købe sit eget der, fortæller Ane Høgsberg til SE og HØR, mens parret kæmper sig igennem en voldsom regnbyge

Tidligere boede familien i Sydhavnen.

- Og i dag må vi bare erkende, at det er blevet et pendleri uden lige fra Jylland, fordi mange jobs, aftaler og podcasts jo ligger i eller tæt på København.

Det har de givet

Huskøbet er gået stærkt. Købsaftalen på tre millioner kroner blev nemlig underskrevet 3. juni med overtagelse i dag.

Prisen er et nedslag på 295.000 kroner i forhold til det, som de hidtidige ejere forlangte, da huset blev sat til salg i februar.

Familien får 144 kvadratmeter fordelt over fem værelser at boltre sig på og en mindre grund omkring huset på 493 kvadratmeter.

Boligen er bygget helt tilbage i 1940, mens huset senest blev handlet i 1993. Dengang var prisen 695.000 kroner.

Den seneste tid har parret derfor været på jagt efter en sjællandsk base til dem og sønnerne Ebbe og Axel.

- Lysten til at være tættere på naturen er altså blevet godt næret her under coronaen.

- Derfor har vi kigget flere steder, blandt andet i Nordsjælland.

- Men valget er faldet på Sorø, hvor turen ind til København kan holdes på omkring 40 minutter i bil. Eller man kan tage en hurtig tur med regionaltoget.

Ane Høgsberg med sønnen Ebbe
Lille Ebbe er i dag halvandet år og noget af en spradebasse, hvis man spørger hans mor, komikeren Ane Høgsberg.
 Foto: Andreas Bang Kirkegaard

Fantastisk at være mor

Det er halvandet år siden, at Ane og Lasse blev forældre til lille Ebbe.

Og det har været en stor lykke for familien, der også består af Axel på fire, som Lasse er far til.

- Det er megafedt, lød det grinende fra Ane, da SE og HØR forleden mødte hende på Tinderbox i Odense.

- Det er så også hårdt, fordi han vil bestemme alting selv. Han går bare, men det er også nu, at man kan begynde at snakke med ham.

- Jeg synes også, at han er lidt sjov. Han joker og laver grineren ting.

Coronaen, som Ebbe er født under, har dog været en udfordring.

- Han er en corona baby, hvor den første tid var meget alene, og vi ikke rigtig havde en hverdag.

- Så en toer håber jeg bliver i en mere normal tid.

- Skal det ske nu?

- Nej, nej, nej. Jeg tror, at jeg har tre-fire spiraler sat op, griner Ane igen.

- Ok, spøg til side. For det kommer helt sikkert på et tidspunkt.

- Men jeg er ikke nået til det punkt endnu, hvor man bliver skruk. Den fødsel på 18 timer sidder stadig lidt for tydeligt i min erindring.

Sponsoreret indhold