Norges "Rasmus Paludan" angrebet: Såret efter Koran-afbrænding
SENESTE: Begge kvinder, som påkørte den anti-islamiske leder, er nu blevet sigtet for grov vold. Begge nægter sig skyldige
Det gik voldsomt til, da den norske leder af "Stopp islamiseringen av Norge" (SIAN), Lars Thorsen, tidligere i dag blev påkørt i sin bil, kort efter han havde afbrændt en koran.
Påkørslen skete flere gange, indtil hans bil - en større Jeep - blev væltet rundt og landede på taget.
Det norske politi har anholdt en kvinde, som er mistænkt for at have foretaget påkørslen med vilje.
På videooptagelser, som den ligeledes udlændingekritiske mediegruppe Alternativ Media sendte live på Facebook, kan man se, hvordan den rasende kvinde ad flere omgange kører direkte ind i Lars Thorsens bil.
Til sidst lykkes det hende at vælte bilen omkuld, hvorefter hun kører væk fra stedet. Lars Thorsen og flere passagerer i hans bil kunne reddes ud af bilen og havde heldigvis kun fået mindre skader.
Modsat danske Rasmus Paludan har den norske protestleder tilsyneladende ingen form for politibeskyttelse.
– Vi har al grund til at formode, at bilen fra SIAN blev påkørt med vilje, hvilket førte til, at den kørte af vejen og væltede om på taget.
– Føreren af den bil, der forårsagede ulykken, er anholdt, lyder det fra politiet i Oslo.
Drab stoppede planer
SIAN skulle oprindeligt holde en markering udenfor Stortinget i Oslo lørdag, hvor det også var planen at afbrænde en koran.
Denne markering blev dog standset af politiet med den begrundelse, at trusselsniveauet er hævet efter et masseskyderi den norske hovedstad sidste weekend.
En 43-årige mand er blevet sigtet for terror efter angrebet i Oslo natten til lørdag.
Under angrebet blev to mænd - den ene i 50'erne, den anden i 60'erne - dræbt og 21 andre såret.
Indsatsleder Tore Barstad siger til Norges TV 2, at bilføreren er sigtet for forsøg på grov vold.
Der var fem personer i SIAN-bilen. En af dem er blevet kørt til behandling på et hospital. De øvrige bliver undersøgt af en lægevagt.
Flere andre bilister måtte foretage dramatiske undvigemanøvrer, da påkørslen skete.
SIAN-leder Lars Thorsen siger til VG, at han og de øvrige i bilen var på vej væk fra en politisk markering, hvor de havde brændt en koran af.
Sådan skete det
Videobilleder viser, at SIAN-lederen øjensynligt brænder en koran af i et vejkryds, og der opstår en anspændt stemning på stedet, før Lars Thorsen og hans følge kører videre.
De bliver forfulgt af en personbil, som flere gange kører ind i SIAN-lederens bil, før de kommer ud på motorvej E6.
Der var to kvinder i bilen, som kørte ind i bilen med Lars Thorsen. De var begge til stede i vejkrydset, og den ene kvinde tog den udbrændte bog med ind i bilen, før de satte efter den anden bil.