Kendte12. juli 2022

Sandheden om Remee og Mathildes brud: Uenige om fremtiden

Musikeren og modellen kæmpede for forholdet, men de måtte til sidst opgive at finde melodien
Mathilde Gøhler og Remee
Remee, 47, og Mathilde Gøhler, 29, danner ikke længere par.
 Foto: Dan Mariegaard

Få kan få en melodi til at spille som Remee, men privat blev den så disharmonisk mellem ham og Mathilde Gøhler, at det ikke længere gav mening at danne orkester sammen.

Forleden meddelte de nemlig, at de ikke længere er sammen.

– Som I nok har bemærket, har der ikke været en masse familiebilleder på min profil den seneste tid. Det er fordi, vi ikke længere er en familie i traditionel forstand. Heldigvis kommer familier i mange kærlige former, og Remee og jeg har ikke været kærester i et godt stykke tid.

Remee og Mathilde Gøhler
Kærligheden var hed og eksplosiv. I dag er den erstattet af venskab.
 Foto: Dan Mariegaard

Beslutningen om at gå fra hinanden for at blive tættere har været den rigtige for os og vores forhold har transformeret sig til det stærkeste venskab og forældreskab. Vi vil for evigt være hinandens bedste venner, og vi vil for evigt være en stor del af hinandens liv, lød det fra Mathilde Gøhler som en afslutning på et forhold, der har haft sine op- og nedture.

Stormfuld forelskelse

Opturen begyndte ellers massivt og eksplosivt, da de fandt sammen, efter at Remee og Simona Popovic var gået fra hinanden.

I sommeren 2014 afslørede popsmeden under en tur til Venedig, at han var forelsket i den 18 år yngre undertøjsmodel Mathilde Gøhler, og overfor SE og HØR bekendtgjorde han, at det ikke kun var hendes smukke ydre, han faldt for.

Mathilde Gøhler og Remee
Under en ferie i Venedig afslørede Remee, at han var blevet kæreste med undertøjsmodellen Mathilde Gøhler.
 Foto: Privat

– Hun er lige så smuk indeni, lød det forelsket, og de verbale roser blev gengældt fra Mathilde:

– Han er verdens dejligste mand, meget betænksom og ydmyg og en fantastisk personlighed. Jeg tænker slet ikke på aldersforskellen. Hvis det betyder noget, er det kun positivt. Remee hviler i sig selv og er bare en rigtig mand, og det er måske det, jeg har brug for med min karriere, lød det fra hende.

Graviditet og frieri

Betagelsen var så stor, at de allerede få måneder efter kunne meddele, at de skulle være forældre – de ventede kærlighedsbarnet, der fik navnet Kenya.

Og med barn og samliv fulgte et frieri som den naturlige forlængelse af deres beslutning om at være sammen.

Mathilde Gøhler
Det var en af Danmarks smukkeste kvinder, som Remee scorede – og som han aldrig nåede at blive gift med.
 Foto: Lars H. Laursen

Så på sin fødselsdag i 2017 friede musiksmeden til Mathilde, men præsten trippede forgæves, for brylluppet blev ved med at blive udskudt, og så sent som i 2019 proklamerede de, at de skam stadig skulle giftes et sted i udlandet.

Mange udfordringer

Sideløbende kæmpede parret for at få endnu et barn, hvilket lykkedes i sidste øjeblik.

– Det er sjovt, for da vi blev gravide med den første, havde vi lige mødt hinanden, og nu står vi der, hvor vi rent faktisk var ved at gå fra hinanden. Så begge graviditeter er jo kommet på sådan et ret sjovt tidspunkt og på en eller anden måde på det rigtige tidspunkt, sagde Remee i reality-serien “Remee & Mathilde”.

Mathilde Gøhler, Kenya og Remee
Kort efter at de fandt sammen, blev Mathilde gravid. Det resulterede i datteren Kenya, der i oktober sidste år blev storesøster til Lelou.
 Foto: Mikael Rieck

Her fortalte han også om deres skærmydsler.

– Sandheden er, at vi har været en masse igennem. Men … surprise! Vi har været sammen i syv år. Vi har børn. Vi går ting igennem, og ja, vi er gået igennem udfordringer, som alle andre mennesker gør. Men det er ikke noget med, at vi er gået bananas.

Forskellige drømme

Deres hovedproblem var, at de ønskede forskellige ting med deres liv. Mathilde ville bo i lejlighed i centrum, mens Remee ville bo i hus nordpå. Derfor indrettede de sig, så begges drømme blev opfyldt, og da datteren Lelou kom til verden i oktober sidste år, virkede det som om, at alle knaster var høvlet af. Men nej.

Remee og Mathilde Gøhler
Parret levede det vilde jetsetliv sammen.
 Foto: Privat

Mathilde erklærede sig klar til barn nummer tre, men der var Remee ikke i sit liv.

– Jeg kan godt mærke, at hun er altså klar til, at der skal komme et drop mere her snart. Så den skal vi lige have vendt. Jeg synes, det er tidligt at lave en til, forklarede han.

Så mens Mathilde drømte om et større familieorkester, gik medlemmerne i stedet fra hinanden.

Sponsoreret indhold