Troels Trier døde på hospitalet: Jeg har fundet paradis

Jeg har været død, siger Troels Trier som det første, da SE og HØR fanger ham på telefonen fra Odense Universitetshospital.
- Så kom jeg herind og døde ... og vågnede op et par dage efter og var blevet opereret for blodproppen og fik en ballonudvidelse.
Så det var helt fantastisk. Jeg vågnede op i lyse og venlige omgivelser med hvidklædte kvinder, der gik og passede mig.

Det var som at komme i paradis, så nu ved jeg hvor det ligger. Det ligger i Odense, og der står OUH over porten, fortæller Troels Trier, som med egne ord desværre ikke oplevede noget lys for enden af tunnellen, da han var væk.
Hjernen fungerer ...
Den hårde medfart betød, at musikeren efterfølgende fik blodforgiftning, da døde mennesker ifølge Trier tit får maveindhold ned i lungerne, men nu er optimismen vendt tilbage hos den venstreorienterede provokatør.

- Jeg skal hjem i morgen (fredag i sidste uge, red.), og jeg føler mig fuldstændig frisk i hovedet.
Hjernen fungerer nogenlunde – altså, det er jo ikke fordi den fungerede for godt i forvejen, men den er ikke blevet dårligere.
Nu tager jeg den med ro i nogle måneder. Det passer familien rigtig godt, at jeg overlevede, og nu skal jeg hjem og lave mad til dem, siger den aldrende spradebasse.