Her er det sket før: Flere danske forlystelsesulykker gennem årene

Grin og glædesskrål kan hurtigt blive erstattet med skræk, hvis det går galt i en rutsjebane eller en karrusel.
Flere personer blev fastklemt, da der torsdag skete i ulykke i forlystelsen Cobraen, i det aarhusianske Tivoli Friheden.
En 14-årig pige mistede livet i ulykken.
Voldsomme ulykker i danske forlystelser er heldigvis ganske sjældne, men det er sket før. Her er nogle af de mest alvorlige forlystelsesulykker på dansk jord.
2. august, 2018: Fårup Sommerland – 3-årig pige sad fast i karrusel
En treårig pige fra Klarup brækkede benet to steder, da hun kom klemme i en karrusel i det populære sommerland i Fårup.
Det var den lille piges far, der selv trykkede på nødstoppet, da han opdagede, at datteren ikke havde taget plads i forlystelsen ”Racing Team”, før den blev startet.
13. juli, 2008: Fårup Sommerland – Dreng fik indre blødninger
En 8-årig dreng fra Næstved pådrog sig på indre blødninger og kraniebrud, da han faldt ud af forlystelsen ”Tekopperne”i Fårup Sommerland i Nordjylland.
I den klassiske forlystelse – som findes i flere versioner i danske tivoliparker – sidder man i kopper, der snurrer rundt på en platform.
Under turen faldt drengen ud af koppen, efter han angiveligt havde skubbet til den låge, som sikrer passagerne. Drengen lå efterfølgende i koma.
9. juli, 2008: Fårup Sommerland – To piger fanget under vandet
Samme sommer som Tekopper-ulykken blev to piger involveret i en ulykke i forlystelsen, River Rafting. Ulykken skete, da en fotocelle var gået i stykker.
En af bådene fik kilet sig fast, og personalet fik ikke trykket nødstop. De to pigers båd blev væltet og de blev fanget under vandet nede under båden. Flere af parkens gæster reagerede hurtigt og hjalp med at få pigerne ud.
4. juli, 2008: Tivoli Friheden – Cobraulykken
En gruppe af Tivoli Friheden-gæster – to kvinder og to mænd i alderen 22 til 24 år – kom alvorlig til skade, da de to forreste vogne faldt helt eller delvist af i den samme forlystelse som den, pigen på 14 år sad i tidligere i dag.
Dengang var det en knækket hjulaksel, der forårsagede ulykken.
En af de involverede gæster får dobbelt benbrud, en anden bliver alvorligt kvæstet i fødderne. Den tredje bliver svært kvæstet i venstre ben, og den sidste får hjernerystelse. Tre af personerne blev bragt til traumecentret med 'kirurgiske skader', mens den fjerde kunne nøjes med et besøg på skadestuen.
15. juni, 2015: Herlufsholm Stadion – Kvinde ramt af ”Flyvende Tæppe”
En 21-årig kvinde blev livsfarligt kvæstet, da hun under Næstved Sommerrock på Herlufsholm Stadion, blev ramt af en kørende forlystelse – et såkaldt flyvende tæppe.
Kvinden ville skyde genvej under afspærringen ved Tivoli, og blev her ramt. Hun brækkede ryggen og fik alvorlige kvæstelser i hovedet. Hun var efterfølgende i overhængende livsfare.
Også i maj, 2004 blev en mand på 17 år ramt i hovedet af et lignende "Flyvende Tæppe", da gik om bag afspærringen i et omrejsende tivoli i Kolding-bydelen Seest. Han pådrog sig alvorlige skader.
27. maj, 2006: BonBon-land – 11-årig dreng døde
En 11-årig dreng døde af kvæstelser i hovedet, efter at være blevet ramt af rutsjebanen ”Hundeprutten”. Drengen var hoppet over hegnet til den populære forlystelse, mens den kørte, og en af vognene ramte ham i hovedet.
Han blev kørt til sygehuset, og herefter overført til Rigshospitalets traumecenter. Han døde allerede samme dag kort før midnat af sine kvæstelser.
19. april, 2008: Tivoli, København – Bagerste vogn koblede sig af
Det lader til at 2008 var året, som virkelig prægede statistikken over danske forlystelsesulykker. Også i København skete en ulykke i den hæderkronede og nærmest ikoniske rutsjebane i Tivoli.
Den bagerste vogn koblede fra resten af vogntoget, hvilket fik den forreste vogn til at bremse, og den bagerste ramte resten af vogntoget. Ingen kom slemt til skade, men en syvårig dreng var efterfølgende præget af smerter i nakken.
6. juli, 2005: Fårup Sommerland – Skrækslagne børn sad fast i ”Falken”
Danmarks største og vildeste rutsjebane, ”Falken”, i nordjyske Fårup Sommerland blev i 2005 ramt af en potentiel alvorlig fejl, da en kæde rev sig løs. Både børn og voksne blev fanget undervejs på den stejle opstigning, mens den tonstunge kæde kom raslende mod dem.
Inden da var vogntoget gået i stå med to høje klik, og forlystelsen begyndte at køre baglæns ned ad bakken. Men en sikkerhedsmekanisme gjorde, at toget blev standset.
Det kunne have gået grueligt galt, men alle passagerer slap med forskrækkelsen i ”Falken”.
29. marts, 2007: Legoland, Billund – Kvindelig ansat dræbt
En kvindelig ansat i Legoland gik om bag afskærmningen, mens hun passede rutsjebanen ”Xtreme Racers”.
Den ansatte forcerede afskærmningen, da hun bemærkede at en af gæsterne tabte noget ud af en af vognene.
Her blev hun efterfølgende ramt af en af rutsjebanens vogne, der i turbofart kører gæsterne op og ned og gennem hældende kurver.
Vurderingen lød, at der var tale om en menneskelig og altså ikke sikkerhedsmæssig fejl.
Oktober 2015: Fårup Sommerland – Medarbejder ramt af ”Orkanen”
Det var også en medarbejder, der var involveret i ulykken ved Orkanen i Fårup Sommerland. Også han var gået ind på banen for at hente en af gæsternes taske, da ulykken skete.
Han slap med en hjernerystelse, brækkede ribben, en brækket arm og en punkteret lunge.
23. juli, 2005: Danfoss Universe, Als – Pige fik benene i klemme
En 10-årig fynsk pige får benene i klemme, da hun sammen med sin familie besøgte Danfoss Universe på Als. Hun er efterfølgende fastklemt i en time i forlystelsen Gletsjerspalten. Det var det bevægelige gulv, der pludselig maste begge hendes ben.
En læge var heldigvis på stedet og vedkommende kunne holde pigen smertefri med bedøvelser, mens reddere skar stålkonstruktionen i stykker, så hun kunne bringes fri. Hun blev fløjet direkte til hospitalet i Odense, hvor det blev konstateret, at hendes ene ben var brækket, og hun havde pådraget sig mindre sår, der måtte sys.
8. maj, 2004: Tivoli, København – Drenge klatrede på vogne
En 14-årig dreng der fejrede Blå Mandag - fik alvorlige skader på sit ene ben under et uheld i forlystelsen 'Den Flyvende Kuffert' i Tivoli. Den 14-årige klatrede rundt mellem vognene sammen med tre kammerater, mens de forsøgte at hoppe fra den ene vogn til den anden.
Drengen fik benet i klemme mellem vognens hjul og køreskinnen.
40 mennesker blev efterfølgende tilbudt krisehjælp.
Samme forlystelse var scenen for en anden ulykke, denne gang i 2010, da en dreng rejste sig op i ”Kufferten”. Han brækkede kæben og fik en flænge i baghovedet.
21. juli, 2002: Vorbasse Marked – En mand blev spiddet efter fald på 35 meter
En mand mistede livet efter en ulykke på Vorbasse Markeds hovedattraktion i 2002 – karrusellen ”Booster”. Der var umiddelbart inden manden tur i forlystelsen problemer med at lukke sikkerhedsbøjlen, da manden blev beskrevet som ”korpulent”.
Han nåede op i 35 meters højde, da han pludselig blev slynget ud af karrusellen. Han ramte herefter tårnet, som ”Booster” var fastgjort på, før han faldt ned og ramte et gitter, der afgrænsede tivolipladsen. Han døde af sine kvæstelser.
21. august, 2001: Tivoli, København: Pige slynget ud af Dragen
En 11-årig pige blev alvorligt kvæstet, da hun blev slynget ud af forlystelsen Dragen i Tivoli. Karrusellen, der ikke eksisterer i den gamle have længere, bestod af gondoler, og i en af dem sad pigen ikke ordentlig fast ved start. Pigen havde en taske på maven, som ikke blev opdaget af personalet, fordi den var gemt under et stort tørklæde.
Hun blev slynget ud over rækværket omkring Dragen og over fem meter ned.
Den 11-årige pige blev hårdt kvæstet.
11. juli, 2001: Action Hose, Løkken: Skalperet i gokart
En 24-årig norsk turist var millimeter fra døden, da hendes lange hår pludselig sad fast i en sele på en gokart i forlystelsescenteret Action House i Løkken, i Nordjylland. Hendes hår og hovedbund blev revet af, og hun var meget tæt på at brække halshvirvlen.