Sport18. juli 2022

Jakob Fuglsang udgår af Tour de France

Jakob Fuglsang kommer ikke til at køre flere etaper
Jakob Fuglsang
Jakob Fuglsang stiller ikke til start på tirsdag i Tour de France, efter han brækkede et ribben på søndagens etape.
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Det blev til 15 etaper for danske Jakob Fuglsang i årets Tour de France.

På mandagens hviledag har han nemlig valgt at trække sig fra løbet, skriver Ekstra Bladet.

Søndag brækkede danskeren et ribben, hvor han styrtede med 70 kilometer igen, og det er årsagen til, at cykelrytteren nu må stå af.

Fuglsang bliver dermed den fjerde dansker, der må stå af cyklen før Paris.

Før 9. etape tvang smerter Kasper Asgreen til at trække sig, og før og efter 15. etape, røg der yderligere to danskere ud af løbet. Først forhindrede coronasmitte Magnus Cort i at køre videre, og dernæst var Michael Mørkøv for langsom ude på ruten til Carcassonne, så han faldt for tidsgrænsen.

37-årige Jakob Fuglsang fik ikke sat noget stort aftryk på Tour de France. Hans bedste etapeplacering var en sjetteplads på 14. etape, hvor han var en del af et udbrud.

Det er 11. gang, at Fuglsang deltager i Tour de France, og det er fjerde gang, at han ikke kommer med hele vejen til Champs-Élysées. Det gjorde han heller ikke i 2021, 2019 og 2017.

Hans bedste samlede resultat i Touren er en syvendeplads. Den opnåede han i 2013.

Jakob Fuglsang kan nu vende hjem til sin højgravide kone, Loulou, der venter parrets andet barn i midten af august.

Sponsoreret indhold