I fars fodspor: Filippa Navarana Coster-Waldau scorer hovedrollen i ny serie "Håber du kom godt hjem"
Den store tv-branche kan godt begynde at gøre plads til endnu en Coster-Waldau.
Den 21-årige Filippa Navarana Coster-Waldau, som er datter af "Games of Thrones"-stjernen Nicolaj Coster-Waldau, har nemlig scoret hovedrollen i en kommende originalserie fra Viaplay.
Serien, som har fået titlen "Håber du kom godt hjem" handler om den 16-årige Louise, hvis tilværelse ændres fra den ene dag til den anden, da veninden Monica (Maja Ida Thiele) bliver voldtaget, kort tid efter Louise forlader hende efter en fest.
Louise rammes nemlig af tung skyldfølelse og bliver besat af tanken om at finde gerningsmanden. Det viser sig hurtigt, at den skyldige er at finde i egne rækker, og det gør tingene endnu mere kompliceret for de unge kvinder.
For det unge stjerneskud har det da også været en helt særlig oplevelse at få lov til at bære en hel serie.
- Det har været spændende at få lov til at spille rollen som 'Louise'. Det var min første store rolle, så det i sig selv har været kæmpestort og vildt at få lov til, siger Filippa Navarana Coster-Waldau i en pressemeddelelse.
- Det har også været hårdt at skulle spille en karakter, hvor ens bedste veninde bliver udsat for så voldsomt et overgreb. Men det er nogle vigtigere problemstillinger, som serien tager afsæt i.
På rollelisten er også Maja Ida Thiele, Jack Depaiva Pedersen, Boy Ewald, Abdullah Ayman, Hans Christian Lønstrup, Merle Filukka Høeg ("Over grænsen") samt Vilmer Trier Brøgger og Isabella Møller Hansen, der begge er kendt fra TV 2-serien "PULS".
Serien er baseret på den prisbelønnede podcast "Det med Liv" af Julie Budtz Sørensen, som også er skaberen bag serien, mens Nils Holst-Jensen har instrueret.
"Håber du kom godt hjem" består af i alt syv afsnit og har premiere på Viaplay den 21. august.
Se traileren her: