Nu taler stenrig familie: Ikke Jacks skyld at han døde
Mystikken vokser om det tragiske dødsfald, der tidligt mandag morgen ramte en meget rig britisk familie.
Her blev den 22-årige Jack Fenton dræbt på stedet, da han gik direkte ind i de små rotorer, der sad på enden af den helikopter, han og ter venner netop var landet med i lufthavn tæt på Athen.
Men nu står både familie og venner frem i sagen, som de mener er blevet udlagt helt forkert.
Flere lokale og britiske medier har nemlig fortalt, at Jacks søster og hans forældre var med på turen. Familien siger derimod, at de var hjemme i England.
Det var i stedet faderen til en af Jacks venner, som var den voksne på turen, hvor søsteren angiveligt heller ikke var med, hvilket tidligere er kommet frem.
Myndigheder: Han ignorerede advarsler
Det værste er ifølge familien dog, at græsk politi og de lokale luftfartsmyndigheder mistænker Jack for at være skyld i sin egen død.
Måske fordi han ville have en selfie ved helikopteren.
- Alle fire passagerer havde forladt helikopteren og var eskorteret til loungen, udtaler Ioannis Kandyllis, der står i spidsen for undersøgelsen, til The Sun.
- Men da de var i loungen, forlod offeret (Jack Fenton, red.) stedet og bevægede sig hurtigt tilbage mod helikopteren.
- Vidner har fortalt, at han havde en telefon til øret og ignorerede de ansatte på jorden, der råbte "stop - stop" til ham.
Vennen: Totalt usandt
Den udlægning er vennen, 20-årige Jack Stanton-Gleaves, lodret uenig i. Han var en af de fire i helikopteren, som ulykken skete ved.
- Der blev ingen instruktioner givet, da vi forlod helikopteren. Og ingen eskorterede os til loungen.
- Alt, de gjorde, var at åbne dørene for os, forklarer han til Daily Mail.
Jack Stanton-Gleaves kalder det "totalt usandt", når myndighederne i Grækenland nu siger, at Jack ignorerede instruktioner og gik tilbage til helikopteren for at tage en selfie.
- Han talte ikke i sin telefon. Og jeg ved ikke, hvorfor han gik bagom helikopteren.
Græsk politi kulegraver nu sagen og håber blandt andet, at videooptagelser på stedet kan opklare, hvem som taler sandt.