Jonas Vingegaards kæreste bekræfter fremtidsplaner: Skal på rådhuset
I går er nok en dag, der vil blive husket af mange danskere – og i særdeleshed af Jonas Vingegaard, 25, og kæresten Trine Marie Hansen, 34.
Det var nemlig dagen, hvor Tour-vinderen blev hyldet i København – først på Københavns Rådhus og derefter i Tivoli.
Her løftede Jonas Vingegaard sløret for sine fremtidsplaner – både professionelt og privat – over for SE og HØR. Her slog han fast, at han ønsker at vinde Tour de France igen, ligesom han drømmer om flere børn og at gøre Trine til sin kone.
Og da kæresten Trine skrev i Københavns Rådhus' gæstebog, afslørede hun, at hun deler samme vision som Vingegaard.
For mens Jonas Vingegaard skrev: "Tak for pandekager og de varme ord. Hilsen Jonas Vingegaard", så var Trine yderst kæk i sit P.S., der kom efter kærestens hilsen.
"Vi kommer tilbage næste år", har hun nedfældet efterfulgt af en stor smiley.
Hvis det står til både Jonas Vingegaard og Trine Marie Hansen, kommer der altså endnu en Tour-sejr hjem næste år – og altså også en tur på rådhuset.