Kira Eggers: Knas med forholdet
En lille rettelse på Facebook er nok til at afsløre meget.
Brian Sandberg har i alle tilfælde på det kraftigste antydet, at der er knas i hans forhold til pigefotografen og den tidligere nøgenmodel Kira Eggers.
Hells Angeles-rockeren og Stein Bagger-bodyguarden ændrede sin civilstatus på sin profil fra "I et forhold" til "Det er kompliceret". Med andre ord: Forholdet er slut.
- Det er en fælles beslutning, men ellers har jeg ikke yderligere kommentarer, siger Kira Eggers til Ekstra Bladet.
De to har hele tiden forsøgt at undgå for megen offentlig omtale af deres forhold. Men en kærlighedsrejse til Barcelona og ikke mindst det faktum, at Kira inviterede sine gæster hjem i Sandbergs lejlighed, da hun skulle lave TV3-kendisprogram "Til middag hos ..", bekræftede, at de to var sammen. Igen. De to var også kærester tilbage i slutningen af 90'erne.