Reality2. august 2022

Thalia og Elvira får egen serie: Er du klar til "Pitzner Sisters"

Seere og følgere inviteres helt tæt på i en spritny Discovery-reportageserie med titlen ”Pitzner Sisters”, som har premiere allerede i dag
Surprise! Pitzner-søstrene springer ud som hovedpersoner i egen serie om deres søskendeforholds op- og nedture
Surprise! Pitzner-søstrene springer ud som hovedpersoner i egen serie om deres søskendeforholds op- og nedture
 Foto: Discovery Networks Danmark

I ny og næ har man spottet et kamera på diamantdøtrene Thalia og Elvira Pitzners respektive stories. Og nu viser det sig, at det ikke er deres sædvanlige tv-forpligtelser, som der skydes scener til.

Døtrene, der oprindeligt er kendt fra ”Diamantfamilien” på TV 2, springer nemlig ud som hovedpersoner i en splinterny reportageserie med titlen ”Pitzner Sisters”.

Det oplyser Discovery Networks i en pressemeddelelse.

Selvom de to ikke er helt fremmede for seere, der er vant til at få deres realityfix hos Warner Bros. og Discovery, så lover serien, at den zoomer mere ind på deres søskendeforhold.

– Vi kan se, at Pitzner-søstrene er rigtig populære blandt vores seere, og hver gang de er på skærmen, nyder de stor interesse. Derfor er jeg glad for, at de endnu en gang vælger at åbne op og dele deres liv med vores seere, siger programdirektør hos Warner Bros. Discovery i Danmark, Pil Gundelach Brandstrup.

Lover unikt indblik

Hvis man kender til Elvira og Thalia, vil man vide, at begge kvinder har ben i næsen, tør sige deres mening og ikke frygter janteloven. Seerne får et unikt indblik i deres forhold, hvor Thalia ofte indtager den ”klassiske” storesøsterrolle, mens Elvira gør sit for at give igen - som kan føre til konfrontrationer.

Heldigvis er deres bånd så stærkt, at de på trods af diskussioner og deres forskelligheder altid ender med at være gode venner igen.

Undervejs i "Pitzner Sisters" ser man blandt andet Elvira flytte ind i sit første rigtige hjem i Dubai. Mens Thalia hjemme i Danmark arbejder på at få solgt sin lejlighed, så hun med sin hemmelige kæreste kan få råd til at købe en bondegård, som hun altid har drømt om at få.

Vi får i serien indblik i et søskendeforhold fyldt med kærlighed, dril og humor og som ikke er svækket af, at Elvira bor i Dubai og Thalia i Danmark.
Vi får i serien indblik i et søskendeforhold fyldt med kærlighed, dril og humor og som ikke er svækket af, at Elvira bor i Dubai og Thalia i Danmark.
 Foto: Peter Grosen

”Pitzner Sisters” kan streames på discovery+ allerede fra i dag d. 2. August. Programmet sendes også på Kanal 4 fra 21. september.

Sponsoreret indhold