Rasmus Brohave sælger Svendborg-boligen
I en alder af blot 21 købte Rasmus Brohave i 2019 sin første ejendom. Dengang havde YouTube-stjernen netop vendt København ryggen for at flytte hjem til Svendborg – nærmere betegnet Troense på Tåsinge.
Sammen med kæresten Maya Alberg Mikkelsen flyttede han ind i enderækkehuset. Forleden afslørede parret, at de var gået fra hinanden, og nu tyder noget på, at det ikke kun er kærlighedskapitlet, der er slut, for Rasmus har nu også sat sit rækkehus til salg.
2.395.000 kr. forlanger YouTuberen for den sydfynske herlighed, som han selv betalte 1.950.000 kr. for i 2019.
For de 2,3 millioner får du 103 veludnyttede kvadratmeter fordelt på to plan samt privatliv i den lukkede have i et lille lokalsamfund, der ifølge den lokale mæglers optik hører til et af Danmarks mest charmerende.
Det treværelses enderækkehus ligger et ejendomsmæglerstenkast fra vandet. Og herfra kan du ifølge mægleren både hoppe i bølgen blå og sejle en tur med veteranfærgen M/S Helge.
SE og HØR arbejder på at få en kommentar fra Brohave.